Politikere tager stærkt afstand fra imam
Det er slet ikke i orden, at imam opfordrer til at dræbe alle jøder, siger S og DF.
"Tæl dem og dræb dem hver og en. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt."
Sådan har den danske imam Abu Bilal Ismail ifølge en Youtube-video, som BT har fået oversat, sagt om de israelske jøder under en tale fra fredagsbønnen den 11. juli i Al Nusra-moskeen i Berlin.
Det er under al kritik, mener både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
Luk moskeen
Mest stærk i retorikken er Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, som vil lukke Grimhøjmoskeen i Aarhus, hvor Abu Bilal Ismail primært holder til.
"Det er rystende og fuldstændig ude af proportionere at begynde at tale om at slå jøder ihjel. At imamen har tilknytning til Grimhøjmoskeen, bør efter min mening være det sidste søm i ligkisten. Justitsministeren må lukke moskeen, og vi bør kræve al offentlig støtte, som de har fået til deres såkaldte foreningsarbejde tilbagebetalt. Der må statueres et eksempel, så det ikke igen bliver ved de fine taler," siger han.
Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, kalder Abu Bilal Ismails udtalelser for rystende og modbydelige og mener ikke, at de hører hjemme i Danmark. Men hun vil ikke love, at hun vil forsøge at lukke moskeen.
"Det er ikke noget, jeg kan tage stilling til nu og her," siger hun.
Opholdsgrundlag i fare
Dansk Folkeparti vil ikke bare lukke moskeen, partiet vil også have Abu Bilal Ismails opholdsgrundlag undersøgt.
"Det er lige præcis derfor, at vi ikke kan bruge imamer til noget som helst. Jeg glæder mig til den dag, jeg møder en moderat imam, men indtil da, så bør politiet og kommunerne altså droppe deres illusioner om, at de kan bruges til noget i integrationsprocessen. Tænk sig, at ham her er et forbillede," siger Martin Henriksen, der siger, at han vil have kontrolleret, om imamen kan nægtes indrejse i Danmark.
Mette Reissmann forklarer, at regeringen i øjeblikket kigger på problemstillingen i forbindelse med en handlingsplan om, hvordan radikalisering og ekstremisme kan bekæmpes. Det er noget, Manu Sareen og Karen Hækkerup, hhv. integrationsminister og justitsminister, skal kigge på fremadrettet. Den plan vil blive fremlagt efter sommerferien.
"Det er noget, vi har meget stor fokus på," siger Mette Reissmann.
Misforståelse
Til BT siger Abu Bilal Ismail, at han ikke opfordrer til at dræbe alle jøder, men at det kun er nogen af dem, der bør slås ihjel.
"Det er kun de jøder, der har dræbt befolkningen i Gaza. Jeg har bedt gud om at ødelægge de jøder, der dræber os. Det er ikke alle jøder, for jeg kender jøder, der er gode mod os. Jeg har aldrig ment, at det er alle jøder," siger han.
I januar måned var der spotlys på Abu Bilal Ismail, da han blev beskyldt for at opfordre unge mænd til at deltage i krigen i Syrien. Det skete, efter at Østjyllands Politis efterforskning viste, at 22 mænd, der ofte kom i Grimhøjmoskeen, var taget til det borgerkrigshærgede land for at deltage i kampene.
Dengang sagde politikommissær ved Østjyllands Politi Allan Aarslev til TV2 Østjylland, at når man kommer i moskeen, er der en øget risiko for at drage til Syrien og deltage i kampene.