Forsker: Facebook-gruppe kan medføre Breivik-lignende angreb
Over 6.000 er med i gruppe imod kriminelle indvandrere. Flere kan straffes, siger juraprofessor.
"Skyd dem," "De skal udryddes fra Europa ligesom jøderne i 40'erne" og "De svin pynter kun i en urne fylde med svinefedt."
Ovenstående er blot et udpluk af de ting, som medlemmerne af Facebook-gruppen "Nej til kriminelle indvandrere", der har over 6.000 medlemmer, skriver på det sociale medie.
Skal tages meget alvorligt
Det bekymrer Chris Holmsted Larsen, der er ekstremistforsker ved Roskilde Universitet. Til Kristeligt Dagblad siger han, at det i værste tilfælde kan føre til angreb, der er lignende det, Anders Breivik udførte i Norge for tre år siden.
"Man skal tage det meget alvorligt. Det kan føre til ensomme ulve-aktioner, hvor en person sidder bag skærmen og bliver radikaliseret og ender med at begå en handling. Det var nøjagtigt det, Breivik (Anders Breivik, der stod bag to norske terrorangreb i 2011, red.) gjorde, og det er det, al-Qaedas terror består af i dag. Danmark er ikke immun over for denne her form for angreb. Der var heller ikke nogen, der havde troet, at det kunne ske i Norge. Man må håbe, at efterretningstjenesterne holder øje og er i stand til at træde til, inden der sker en ulykke," siger Chris Holmsted Larsen.
Lukket gruppe
Jørn Vestergaard, der er juraprofessor fra Københavns Universitet, siger til Kristeligt Dagblad, at de hadefulde ytringer, som nogle medlemmer af gruppen kommer med, kan være strafbar.
Det selv om gruppen "Nej tak til kriminelle indvandrere" lige nu er lukket. Ifølge professoren gør det nemlig ikke nogen forskel, om den er lukket eller ej, når mere end 6.000 personer er med i gruppen.
Han understreger, at der både kan være tale om overtrædelser af racismebestemmelsen, offentlig tilskyndelse til en forbrydelse, grove trusler og om anstiftelse til drab.
Plads til forskellighed
Maj-Britt Krittenstein er administrator for gruppen, og hun ser ikke noget problem i retorikken.
"Med over 6.000 medlemmer kan der være mange forskellige synspunkter. Vi er heldigvis ikke alle ens, og der skal være plads i min gruppe til forskellighed," skriver hun ifølge Kristeligt Dagblad i en besked på Facebook.
Gruppen begyndte som en åben gruppe. Administratoren ønskede at lukke den for en kort periode, men har ikke kunnet åbne den igen på grund af det store antal medlemmer i gruppen, fortæller hun.