Fortsæt til indhold
Indland

Revalidering virker, men færre får det

Revalidering er en af de mest effektive måder at få folk i varig beskæftigelse. Alligevel er antallet af mennesker i revalidering styrtdykket.

Nola Grace Gaardmand

Antallet af mennesker i revalidering er faldet markant, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Mens der i maj 2004 var 20.138 mennesker i revalidering, var tallet nede på 8.137 mennesker i maj i år. Altså et fald på knap 60 pct. på 10 år.

Det til trods for, at en rapport fra 2012 fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats under Beskæftigelsesministeriet viste, at succesraten i forhold til at få folk i beskæftigelse er højere for folk i revalidering end både ansættelser med løntilskud og virksomhedspraktik. Udviklingen vækker kritik fra bl.a. fagforbundet FOA, der kalder det en »spareøvelse«.

»Samfundsøkonomisk er det helt tåbeligt, og menneskeligt betyder det, at man har måttet hutle sig igennem med sygemeldinger, arbejdsprøvninger og flere ufaglærte job, som man ikke kan klare,« siger næstformand Mona Striib, som bakkes op af bl.a. Socialrådgiverforeningen, 3F, og Socialpædagogerne.

Allerede i 2007 kunne man se udviklingen, da antallet af mennesker på revalidering var faldet til ca. 18.000. Dengang kritiserede den daværende beskæftigelsesordfører og nuværende beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for udviklingen, fordi »revalidering er noget af det, der virker bedst«, som hun dengang udtalte. Men siden er tallet faldet endnu mere markant – også under den nuværende regering.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), men socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ikke bekymret for udviklingen i revalideringen.

»Vi har netop udvidet rækken af værktøjer til mennesker, der har brug for nogle andre veje ind til arbejdsmarkedet med f.eks. miniflexjob og ressourceforløb. Revalideringsredskabet er godt, men nu er der også andre værktøjer at vælge imellem,« siger hun.