Gevinsten ved at tage et job smuldrer
For omkring 3.000 kontanthjælpspar betyder reglerne om gensidig forsørgelse, at det nu langt dårligere end før kan betale sig, at den ene i parret tager et arbejde.
Den økonomiske gevinst ved at tage et job er skrumpet for par på kontanthjælp.
For et halvt år siden kunne et samlevende par få 4.000 kr. mere til rådighed om måneden, hvis den ene i parret fik et job til 25.000 kr.
Men med de nye regler om gensidig forsørgerpligt har et flertal på Christiansborg fjernet en del af motivationen til at tage et job, idet parret i dag kun ville få godt 1.500 kr. mere pr. måned, hvis den ene i parret tog jobbet.
Begge beløb er rådighedsbeløb, hvorfra der skal trækkes eventuelle udgifter til transport, fagforening og a-kasse.
Det viser en analyse fra den uafhængige tænketank Kraka, som har lavet beregninger på baggrund af tal fra 2012 fra Danmarks Statistik.
Forskningschef i Kraka Kristian Thor Jakobsen siger:
»Det virker åbenlyst forkert, at de nye regler formindsker incitamentet til at tage et arbejde. Det er meget uhensigtsmæssigt, for det er ikke fremmende i forhold til at få kontanthjælpsmodtagere væk fra passiv ydelse og over på arbejdsmarkedet.«
K: Reducer kontanthjælpen
De Konservative, som var med til at vedtage reglerne om den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen, som trådte i kraft den 1. januar 2014, opfordrer beskæftigelsesministeren til at tage sagen op.
»Analysen viser, at der er en manglende tilskyndelse til at tage et arbejde. Derfor vil vi have satsen sat ned med 20 pct. for par på kontanthjælp,« siger partiformand Lars Barfoed (K), som forudser, at en reduktion af kontanthjælpen vil kunne komme i spil ved et eventuelt regeringsskifte, idet Venstre og Dansk Folkeparti ønsker at indføre et nyt kontanthjælpsloft.
Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) erkender, at flere nu får mindre ud af at tage et job, men en reduktion af kontanthjælpen vil blot føre til mere fattigdom, siger hun.