Fortsæt til indhold
Indland

Vestager fik også betalt tøj

De Radikale oplyser, at der er betalt skat efter tøjkøbet.

Det er ikke kun Venstre, der har betalt tøj til partiets partiformand. Det har de Radikale også én gang i forbindelse med Folketingsvalget i 2011, skriver Berlingske.

Ifølge partiets partisekretær fik Margrethe Vestager betalt tøj af de Radikale for lidt under 2.000 kroner. Tøj som hun ifølge partiet har svaret skat af.

"Vi er et nøjsomt parti, så vi har ikke nogen goder til vores politikere. Vi har en enkelt gang i forbindelse med folketingsvalgkampen i 2011 betalt for noget tøj til Margrethe Vestager for lige under 2.000 kr., som hun så har opgivet til skattevæsnet," siger partisekretær Rasmus Grue Christensen til Berlingske.

Andre partier betaler honorar

Ingen af Folketingets øvrige partier har ifølge Berlingske fulgt Venstres eksempel og betalt for tøj til partiformanden.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har dog en ordning, hvor formanden får et månedligt honorar. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, får 360.000 kroner årligt ud over sin folketingsløn, mens S-formand Helle Thorning-Schmidt - inden hun blev statsminister - fik omkring 200.000 kroner om året for at være formand.

"Formandshonoraret betyder, at vi ikke køber ting og sager ved siden af. Formandshonoraret blev opfundet til Pia Kjærsgaard, og det har Kristian Thulesen Dahl så fået med. I det ligger en forventning om, at man klarer sine fornødenheder selv," siger Søren Søndergaard, der er pressechef i Dansk Folkeparti, til Berlingske.

V-møde fremrykket

Et forretningsudvalgsmøde i Venstre er blev fremrykket et par uger, så det finder sted tirsdag aften. Ifølge flere medier er Lars Løkke Rasmussens 152.000 kroner dyre tøjindkøb og Venstres betaling for en rejse til formandens familie for 11.000 kroner på dagsordenen.

Her vil flere medlemmer have afklaret, om der er betalt skat af indkøbene. V-kilder fortæller desuden til Berlingske, at flere medlemmer af partiets forretningsudvalg allerede på to møder i november sidste år advarede Løkke mod flere sager relateret til hans private forbrug.

Dengang var den såkaldte GGGI-sag om flybilletter på 1. klasse delvist betalt med bistandsmidler det store samtaleemne til et møde, hvor der var "særdeles dårlig stemning" i forretningsudvalget, og flere medlemmer af Venstres bagland talte med store bogstaver om bilagssagerne og opfordrede indtrængende Løkke til, at der ikke kom flere sager.