Eksperter: Supersygehuse er allerede forældede
Fremtidens patienters behov bliver ikke tilgodeset med supersygehusene, mener flere eksperter.
Supersygehusene ventes først at stå færdige omkring 2020.
Alligevel siger flere eksperter i dag til Ugebrevet Mandag Morgen, at de forventninger til fremtidens syge, som sygehusene bliver bygget på, er forældede og vil vise sig utilstrækkelige til at passe på patienterne.
I fremtiden vil der nemlig være flere syge, end det antal der regnes med nu. Det skyldes både, at flere vil lide af såkaldte "folkesygdomme", og at behandlingen vil tillade dem at leve længere, selvom de er syge.
Flere sygdomme på en gang
Det er kræft, hjerteproblemer og diabetes, der i fremtiden vil ramme flere danskere. Et flertal af patienter vil endda lide af flere sygdomme på en gang, viser en sundhedsprofil fra 2013.
Og det er ikke tænkt ind i planerne for de nye sygehuse, mener bl.a. professor ved Center for Organization, Management & Administration ved Aalborg Universitet, Janne Seemann. Sygehusene er nemlig bygget ud fra en forældet tankegang.
”Sygehusene er indrettet på at behandle patienter, der lider af en enkelt sygdom. Helt ned til de enkelte administrative procedurer smitter dette fokus af på hele organisationen,” siger Janne Seemann.
Skal være ligesom Formel 1
Professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, Kjeld Møller Petersen, tilslutter sig. Fokus på specialisering er for stort på hospitalerne, mener han.
Specialiseringen hindrer nemlig et sammenhængende behandlingsforløb for patienten.
"I Formel 1-løb ser vi, hvordan et team af eksperter arbejder tæt sammen om at løse et akut problem. Alle ved præcist hvad de skal gøre. Det samme bør ske på et sygehus. I stedet for de hidtidige serielle forløb skal behandlingerne fra starten planlægges i koordinerede teams."
"Vi har et problem"
Formand for regionerne, Bent Hansen (S), erkender, at der er et problem, og nævner behandlingsteams som en mulig løsning.
”Vi får i fremtiden en del flere patienter med mere end én lidelse. Det er klart, at det er en udfordring for os. Vi skal have oprettet behandlingsteams, der kan gå på tværs af afdelingerne. Det fungerer ikke godt nok i dag,” siger Bent Hansen til Mandag Morgen.