Fortsæt til indhold
Indland

Britisk tv-vært til zoo-direktør: Du er kold og klinisk

Debatten om giraffen Marius' aflivning er nået til Storbritannien, hvor en tv-vært i går havde svært ved at forstå Zoos direktør.

"Jeg synes, at du er kold og klinisk." Så klar var beskeden fra en vært fra den britiske tv-station Channel 4 til Zoologisk Haves direktør, Bengt Holst, under et interview om aflivningen af giraffen Marius i går aftes.

Se indslaget fra Channel 4 øverst i denne artikel.

Bengt Holst var under heftig beskydning fra tv-værten under det otte minutter lange interview, men han koldt hele tiden hovedet koldt, selv om værten var tydeligt ophidset.

"Hvorfor ikke invitere folk med ind og se aflivningen?" spurgte værten, og her svarede Bengt Holst, at det kan være et ubehageligt syn for almindelige mennesker, der ikke er vant til at se dyr blive aflivet. Til gengæld slog han fast, at man kan lære meget af at se en død giraf.

”Det er naturligt at vise, hvordan et dyr ser ud, når det er blevet aflivet. Det er helt normalt, at vi viser et aflivet dyr,” sagde Zoo-direktøren. Det svar fik tv-værten til at hæve stemmen.

Hvorfor beskytte børn fra virkeligheden?

"Sådan gør vi ikke i London, der havde vi aldrig vist et aflivet dyr til skolebørn," lød det fra værten.

”Hvorfor beskytte børn fra det virkelige liv. De kan lære meget af at se, hvor smukt et dyr en giraf er. Blandt andet er det interessant at se dens store hjerte og samtidig forklare, at blodet skal pumpe to meter op til hovedet. Børnene og deres forældre var meget interesseret og stillede mange spørgsmål. Det er ikke første gang, at vi viser et aflivet dyr til offentligheden,” lød svaret fra Bengt Holst.

Derefter ville tv-værten vide, hvorfor Københavns Zoo ikke lod andre adoptere Marius, når to udenlandske zoologiske haver havde budt sig til.

Skal passe ind i avlsprogram

”Det handler ikke bare om at give giraffen til en anden, det handler om at give den til det rette sted, og der mente vi ikke, at de to andre zoologiske haver passede ind. Vores giraffer er en del af et avlsprogram, og vi skal holde bestanden nede,” sagde Bengt Holst.

Det svar fik tv-værten til at reagere:

"Jeg synes, at du er kold og klinisk," udbrød han.

Direktør elsker dyr

”Vi afliver tit dyr for at holde bestanden nede. Hvad med alle kaninerne, der er blevet skudt i Storbritannien for at holde bestanden nede, og hvad med andre dyr, som bliver aflivet for at holde bestanden nede? Hvad er forskellen? Det handler om at tilpasse antallet af dyr til den bestand, der er til rådighed,” svarede direktøren.

"Du arbejder med dyr, men kan du overhovedet lide dem?" ville værten vide.

"Ja, meget. Det er derfor, at jeg gerne vil redde dem og holde bestanden nede”

Ville gøre det igen

"Var det at redde giraffernes liv at aflive den?"

”Ja, det er det. Det er ligesom at blive vaccineret. Det gør ondt, når du får nålen, men bagefter går det bedre. Det handler om at skabe en sund bestand. Vi siger ikke, at vi er naturen, vi siger, at vi er så tæt på at være den rigtige natur, som man kan være, uden at være det. Vi prøver at vise, hvad et dyr er i virkeligheden, ikke i en Disney-verden. I det virkelige liv kommer løvernes mad blandt andet fra giraffer,” sagde Bengt Holst og slog så fast, at det ikke er sidste gang, at zoo afliver et dyr for at overholde avlsprogrammet.

"Vi forventer at aflive flere dyr, fordi det i sidste ende er til deres bedste. Det bliver vi nødt til, hvis vi vil have en sund bestand de næste mange år.”

Hvad synes du om Bengt Holsts optræden i tv-programmet?