Zoo-direktør: "Girafsag ude af proportioner"
Aflivningen af giraffen Marius har ført en strøm af både protester og dødstrusler med sig. Ude af proportioner, mener Københavns Zoo.
"Det her er langt voldsommere end noget, vi tidligere har været udsat for. Det kan ikke være rigtigt, at min familie og jeg bliver truet på livet."
Sådan siger videnskabelig direktør i Københavns Zoo, Bengt Hansen, efter aflivningen af den halvandet år gamle giraf, Marius, søndag formiddag. En sag, der både har fået mange danskere til at protestere og har vakt opmærksomhed i internationale medier.
"Jeg synes, at den her sag er helt ude af proportioner," siger han og fortæller, at sidst Københavns Zoo oplevede noget lignende, var da man i slutningen af 1970'erne aflivede et par tigre.
Dødstrusler på facebook
Det er især på det sociale medie Facebook, at protesterne mod aflivningen af den efterhånden verdenskendte giraf er højlydte. I gruppen "Imod aflivning af giraffen fra Zoo i København" giver flere end 3.000 borgere med både kommentarer og billeder udtryk for deres holdninger til sagen.
Holdninger, som tydeligt er imod aflivningen af sunde og raske dyr.
"Nok er Marius aflivet, men vi håber på, at vi kan få sat fokus på, hvordan andre dyr kommer til at lide samme skæbne," siger stifter af gruppen på facebook, Rikke Wang.
Et medlem af gruppen har desuden startet en underskriftindsamling for at få Bengt Hansen afsat som videnskabelig direktør i Københavns Zoo. I nogle af protesterne er følelserne dog kammet over.
"Det er synd for debatten at den bliver ført ned på et plan, hvor man ikke kan snakke om sådan nogle ting uden at skulle true hinanden på livet," siger Bengt Hansen, der de seneste dage har modtaget flere dødstrusler.
Normal procedure
Hos Københavns Zoo indgår man i et europæisk avlsprogram for giraffer og andre dyr, hvilket er med til at sætte rammerne for bestanden. Derfor er det ind imellem nødvendigt at tage livet af et raskt dyr for at kunne bibeholde en sund bestand.
Ifølge Bengt Hansen skyldes den store opmærksomhed om netop denne aflivning, at folk i høj grad knytter sig følelsesmæssigt til girafferne.
"Giraffen et stort, smukt dyr, som mange tager til sig og får status i folks hoveder som et kæledyr. Og så begynder det at blive følelsesmæssigt. Hvis det havde været et mere anonymt dyr som f.eks. en antilope, ville man ikke tænke så meget over det," siger han.
Ændrer ikke på aflivning
Den megen opmærksomhed om søndagens aflivning af giraffen Marius får ikke Københavns Zoo til at ændre på den måde, man forvalter dyrebestanden på. Det er ifølge Bengt Hansen et nødvendigt onde, at tage livet af et dyr ind imellem.
"Vi tager ikke livet af et dyr uden store overvejelser først, og selvfølgelig er der en god grund, når vi endelig gør det," siger Bengt Hansen.