Pelikan set ved Aabenraa
En sjælden gæst i den danske natur er set på en strand ved en campingplads.
Kig godt på billedet over denne artikel.
Der er tale om en pelikan. Det ligger fast. Og den er set i Danmark i dag, juledag 2013. Siddende på en sten ved vandet ved en campingplads ved Løjt Land ved Aabenraa.
Men om fuglen er kommet til vore breddegrader på egne vinger og altså er vild, er tvivlsomt. Det forklarer Rasmus Strach fra Dansk Ornitologisk Forening.
For koldt
"Havde det været i maj, havde jeg troet på, at den kunne være vild. Men ikke i Danmark i december, heller ikke selv om det er meget mildt i vejret. Så der er helt sikkert tale om en pelikan, men det er efter alt at dømme en, der er sluppet fri et eller andet sted. Den har dog ingen ringe, som den skal have, eller andet, der tyder på den er fra fangenskab, men der bør ikke være pelikaner i Danmark på denne tid af året," siger Rasmus Strach til Jyllands-Posten.
Fuglen blev set af en juleferierende ved et nærliggende feriecenter. Ditte Ulrikka Nielsen var tidligere på dagen ude at gå en tur med sin kæreste og to hunde langs vandet, da de pludselig så fuglen sidde på en sten.
"Den sad der bare og så lidt træt ud. Jeg havde ikke kameraet med, så det gik jeg hjem efter. Det tog nok et kvarters tid at hente det, men pelikanen sad samme sted, da vi kom tilbage. Den fulgte os med øjnene og flyttede lidt på hovedet men bevægede sig ellers ikke," siger Ditte Ulrikka Nielsen til Jyllands-Posten.
Fangenskab
Fuglen så ifølge hende ikke skadet eller forhutlet ud men var blot træt. Den havde pæne fjer og havde omtrent samme størrelse som en svane.
Efter at have konfereret med diverse opslagsværker er Rasmus Strach klar til at slå fast, at der er tale om en hvid pelikan, der hovedsageligt lever i det sydøstlige Europa men også findes i f.eks. Polen.
"Der er set en hvid pelikan for et par uger siden i Nordtyskland, og det er sandsynligvis den samme fugl, der nu er set igen, og som strejfer omkring. Den er sandsynligvis undsluppet fra en zoologisk have. De er stukket af fra fangenskab før, men jeg tror ikke, at det er fra en dansk zoologisk have."
Skyer kulden
Rasmus Strach forklarer, at hvide pelikaner er fremragende flyvere og kan tilbagelægge store distancer på kort tid. Så pelikanen vil sandsynligvis bliver i det sønderjyske, så længe den kan finde føde og det ikke er for koldt.
"Den kan jo flyve, og den vil stikke af, hvis vi får en kold periode."
Rasmus Strach er medlem af det såkaldte Sjældenhedsudvalg ved Dansk Ornitologisk Forening, og han vil nu sammen med de øvrige medlemmer forsøge at afgøre, om der er tale om en vild pelikan, eller om den er undsluppet fra fangenskab.
Af sted i morgen
Derfor vil Rasmus Strach køre til Aabenraa i morgen tidlig i håbet om at se fuglen og lære mere om den.
"Sjældenhedsudvalget vejer for og imod, om en fugl er vild. Har den en ring på, er det jo nemt at afgøre, at den har en fortid bag tremmer. Men man kan også se på fjerene og dens adfærd. Er fjerene klippede, og er den brødtam?"
Han understreger, at fuglen under alle omstændigheder er interessant, fordi den kan være med til at kaste lys over, hvad en pelikan gør, når den er flygtet fra fangenskab.