Danmark har nej-hatten på
Analyse viser, at Danmark er tredjeflittigst til at stemme nej i EU.
De danske repræsentanter i EU stemmer oftere nej eller undlader at stemme end størstedelen af de andre 27 medlemslande. Danmark indtager nemlig tredjepladsen på en opgørelse, som EU-analysefirmaet VoteWatch har foretaget, skriver Altinget.dk. Analysen er blevet til på baggrund af afstemningsresultater fra EU's lovgivende institutioner siden 2009.
Analysen, der tager højde for de forskellige landes EU-forbehold, viser, at der i 35 procent af flertalsafstemningerne i den europæiske union er mindst ét land, der ikke kan bakke op om beslutningen. Storbritannien er det land, der siger mest nej til EU-forslag, mens Tyskland indtager andenpladsen foran Danmark.
»De fleste vil ikke være særligt overraskede over at se, at lande som Storbritannien og Danmark topper den liste, i og med at det er lande, hvor der er en stor debat om, hvorvidt landene skal være en del af EU, og hvilke dele de skal være med i. Så at markere sin afstandtagen fra EU og være i stand til at fortælle sine vælgere, at man har gjort det, kan være en del af god politikførelse,« siger Michiel Van Hulten, der er managing direktør i VoteWatch, til Altinget.
Ambassadør: EU går ikke langt nok
Den begrundelse giver den danske ambassadør i Belgien, Poul Skytte Christoffersen, ikke meget for. Han har flere gange repræsenteret Danmark i Bruxelles og været med til EU-forhandlinger.
»Vi er meget forskellige. Vores nej er ofte begrundet i, at EU ikke går langt nok, hvor Storbritanniens nej ofte er begrundet i, at EU slet ikke burde gøre noget eller gør for meget. Vi kan på ingen måde puttes ned i samme kasse. Det vil være forkert at sige, at det er på grund af vores EU-skeptiske holdning, at vi siger nej,« understreger han.
I den anden ende af skalaen ligger Frankrig og Litauen, som hverken har stemt nej eller afstået fra at stemme i 485 afstemninger.
»En teori kan være, at franskmændene er bedre diplomater, og at de er hurtigere til at få tingene, som de vil have dem allerede i starten af processen. Det kan også være, at tyskerne simpelthen er mindre tilbageholdende med at stemme imod end franskmændene, fordi de føler mere ejerskab til processen og derfor ville se det som en indikation på, at de har tabt,« siger Michiel van Hulten.
Strammere kurs
Danmark er særligt kritiske, når det kommer til miljø og budgetter. S-R-SF-regeringen har lagt en markant strammere kurs, når det kommer til at overføre penge til EU-kasserne. Det har en stor symbolværdi, påpeger lektor Rasmus Brun Pedersen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
»Særligt på budgettet handler det om at markere, at man er modstander. Det er vigtigt for Danmark at vise, at man er utilfreds med både størrelsen og indretningen af det. Miljøområdet er også vigtigt. Vi har højere standarder i Danmark, og hvis vi føler, at de kommer under pres fra ny lovgivning, er det noget, vi markerer i Ministerrådet. Man taler om, at Danmark bygger bastioner omkring centrale områder i samarbejdet, som man forsøger at beskytte. Det kan man godt tolke nogle af disse tal ud fra. Men det er et spinkelt grundlag at gøre det på,« siger han til Altinget.