Historisk højvande i kassen
Økonomi: Kommunerne har over 34 mia. kr. i kasserne. Brug pengene i stedet for at fyre, siger FOA.
Flere års forsigtig økonomisk kurs betyder, at kasserne i landets 98 kommuner bugner af penge som aldrig før.
Den seneste opgørelse viser, at likviditeten ved slutningen af 2. kvartal i år var på over 34 mia. kr. Det er næsten 9 mia. kr. mere end i 2010.
Hos FOA, der bl.a. organiserer sosu-personalet, kritiserer forbundsformand Dennis Kristensen kommunerne for ikke at bruge de penge, som regeringen giver dem lov til. I 2012 brugte kommunerne over 5 mia. kr. mindre end budgetteret.
»Problemet er, at der er nogle kommunalpolitikere, der laver kommunekasserne om til sparekasser. Det betyder, at der er danskere, der ikke får den velfærd og service, som de kunne have fået, og der er mange tusinde offentligt ansatte, der har fået en fyreseddel, uden at det var nødvendigt,« siger Dennis Kristensen.
Trusler kan fjernes
Fra flere sider peges der på, at kommunernes underforbrug skyldes forsigtighed, fordi de frygter at blive ramt af regeringens økonomiske sanktioner, hvis de bruger for meget.
De økonomiske vismænd anbefaler i deres seneste rapport at lempe finanspolitikken med 5 mia. kr. i 2014 for at stimulere væksten. Når kommunerne holder på pengene, fordi de er bange for sanktioner, bremser det derimod opsvinget, mener økonomisk vismand Michael Svarer.
»Man kan sige, at kommunerne skulle bruge nogle flere af de penge, som de har, for at holde hånden under økonomien,« siger Michael Svarer.
Som et tegn på de solide kommunekasser er der for første gang i nyere tid ikke kommuner, som er så meget i klemme, at de er sat under administration af Økonomi- og Indenrigsministeriet.
»Kommunerne er blevet dygtige til at styre økonomien. Så dygtige, at regeringen godt kan fjerne truslen om sanktioner – eller i hvert fald bløde dem op,« siger Erik Nielsen (S), formand for kommunernes forening, KL.