Operation eller ingen sygedagpenge
Syg: En principafgørelse fra Ankestyrelsen om en tvungen rygoperation af en sygedagpengemodtager vækker harme i Gigtforeningen og blandt læger. Regeringen vil ændre loven.
Hvis du vil bevare dine sygedagpenge, skal du lade dig operere for din diskusprolaps.
Det var meldingen fra Ankestyrelsen til en rengøringsassistent med så store smerter i lænden, at hun ikke kunne passe sit arbejde. Kvinden ønskede ikke at få foretaget en operation, fordi hun frygtede, at hendes krop ikke kunne klare det. Og ifølge hendes egen læge ville en operation næppe kunne hjælpe på hendes arbejdsevne, men Ankestyrelsen gav i sin principafgørelse lov til, at kommunen måtte tage sygedagpengene fra hende, hvis hun sagde nej til operationen.
I lægekredse er den principielle afgørelse blevet mødt med vrede.
»Det er en uetisk skrivebordsafgørelse, og jeg tvivler på, at nogen kirurger vil operere en person, som har fået at vide, at sygedagpengene stopper, hvis operationen ikke bliver foretaget,« siger overlæge, reumatolog Heine Svarrer, Aalborg Sygehus.
Hans kritik støttes af læge Lotte Hvas, medlem af Etisk Råd.
»Ud fra et etisk synspunkt er det meget væsentligt, at valg om behandling, hvad enten det er medicin eller operation, tages på baggrund af et informeret samtykke og ikke en økonomisk pisk,« siger hun.
»Det er grænseoverskridende, at en myndighed kan pålægge en borger en bestemt behandling og bruge det som pressionsmiddel. Det skal laves om,« siger sygedagpengeordfører Jens Joel (S).
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil ikke udtale sig om afgørelsen, men i udspillet til en ny sygedagpengereform lægger regeringen op til, at det skal være slut med, at kommunerne kan kræve, at sygedagpengemodtagere skal gennemgå en bestemt behandling for at bevare sygedagpengene.
Tidligere har Ankestyrelsen i en principiel afgørelse tilladt, at kommuner må stoppe sygedagpenge-udbetalingen til depressive, som ikke vil tage de såkaldte lykkepiller.
Gigtforeningen glæder sig over regeringens nye holdning:
»Det er oprørende, at Ankestyrelsen har truffet en afgørelse, der er så åbenlyst forkert,« siger direktør Lene Witte.