Fortsæt til indhold
Indland

Landets 98 borgmestre vil have fibernet til borgerne

Danske borgmestre kræver i fællesskab, at staten skal sikre ordentligt internet til danskerne for ikke at blokere velfærden.

Dele er velfærden er rykket ud i den digitale verden, men den velfærd er for langsom på grund af danskernes internetopkoblinger.

Det mener landets 98 borgmestre og kræver derfor nu, at staten tager det økonomiske ansvar på sig og sikrer hurtigere forbindelser til alle danskere, så regeringens egne målsætninger om digital velfærd kan blive opretholdt.

Det er nemlig ifølge de 98 borgmestre, der er gået sammen med Kommuners Landsforening og regionsformændene, den eneste vej hvis man skal udnytte de digitale muligheder til fulde, skriver ugebrevet Mandag Morgen.

Ny 2020-køreplan

"Hvis borgere skal have konsultationer med lægen over internettet, og hvis borgere skal have en effektiv behandling af deres sår hjemme med støtte i videokonsultationer med eksperter, skal der være adgang til hurtigt bredbånd. Og det er der ikke i dag. Det er ikke kun et problem på landet men også i byerne," siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard til Mandag Morgen.

I sidste uge fremlagde regeringen sin digitale køreplan, hvor man lagde vægt på at få implementeret den moderne teknologi inden for specielt sundheds- og ældresektoren.

Derfor ser landets borgmestre en nødvendighed i, at samtlige internetopkoblinger når et tilpas højt niveau, så den såkaldte telemedicin, hvor patienten bliver tilset over en onlinesamtale via nettet i hjemmet, ikke volder tekniske problemer og dermed kan spare på hospitalindlæggelser.

Udvikling i andre lande

Formanden for Danske Regioner påpeger, at andre lande allerede er i gang med samme udvikling og håber på en snarlig løsning fra statens side.

"Vi kan ikke leve op til politikken på sygehusområdet og sende borgerne hurtigere hjem fra sygehusene, hvis ikke de har adgang til hurtigt bredbånd og vi kan tilbyde dem videokonsultationer hjemme hos dem selv," siger Bent Hansen.

Finansminister Bjarne Corydon er dog ikke umiddelbart villig til at indføre en statsstøtte til hele landet, når det kommer til fibernet.

Finansminister tror på markedet

"Det kan man ikke fuldstændigt principielt udelukke, men jeg synes, at vi er gået ganske langt. Det er generelt vigtigt, at udbredelsen af bredbånd sker gennem markedsdrevet udvikling. Samspillet mellem stærke markedsløsninger og en begavet regulering gør Danmark til et stærkt samfund på rigtigt mange felter," siger han til Berlingske.

Jacob Bundsgaard tror dog ikke på, at markedet kan skabe en fuldstændig udbredelse af internet med en hastighed på mindst 100 megabit i sekundet ind i huset og 30 megabit i sekundet ud af huset i hele Danmark inden 2020, som det ellers er regeringens mål.

"Man lader markedet styre, hvor fibernettet graves ned. Men vi tror ikke på, at markedet kommer til at løse vores behov. Det er for dyrt at tilbyde alle adgang til hurtigt bredbånd, og derfor hægtes tyndt befolkede områder af udviklingen. Også i byerne bruger man stadig telefonnettets gamle kobberlinjer i stedet for fiber," siger Jacob Bundsgaard.

Manglende udbredelse

De moderne fiberkabler er i modsætning til det mobile netværk i stand til at levere lige høje hastigheder henholdsvis både ud og ind ad huset.

Omkring 270.000 er i dag internetkunder hos el-selskaberne.