»Det vigtige for mig er, at jeg ikke lader mig skræmme til at tie«
En 17-årig jødisk dreng stod frem og fortalte om den antisemitiske chikane, han har været udsat for. Hans åbenhed førte til mere chikane, så nu er han flyttet fra Nørrebro og overvejer at flytte fra Danmark.
»Fucking jødesvin – din jødehund.«
Sådan lød nogle af de ukvemsord, som Moran Jacob blev angrebet med på Facebook i marts i år. Det var ikke ukendt for ham at blive udsat for antisemitisme. For den dengang 16-årige dreng, der har en jødisk mor fra Israel og en muslimsk far, har mange gange gennem sin barndom oplevet sig mobbet, chikaneret og overfaldet, fordi han har jødisk baggrund.
Jeg vil insistere på, at Danmark er et land, hvor vi har ret til at ytre os og stå ved vores baggrund, uanset om vi har jødiske, kristne eller muslimske forældre.Moran Jacob
I januar besluttede Moran Jacob at stå offentligt frem og fortælle om sine oplevelser ved en høring om antisemitisme på Københavns Rådhus. Han blev i den forbindelse interviewet af Jyllands-Posten og flere andre danske og udenlandske medier.
»Skyd dig selv«
Mange af de fremmødte ved høringen roste Moran Jacob for hans mod. Men åbenheden har efterfølgende ført til mere chikane, fortæller han i dag.
Cirka en måned efter høringen passerede to mellemøstligt udseende mænd ham på gaden. Den ene sagde »det er ham der«, hvorefter den anden råbte »jødesvin«, fortæller Moran Jacob, som kort tid efter blev angrebet af to brugere på Facebook. Den ene skrev bl.a.: »Fucking jødesvin, Nazisst svin! Fucking klamme luder! Gå og knep dig selv og skyd dig selv din jøde hund«.
Moran Jakob har indberettet de to hændelser til Mosaisk Trossamfund, som har registreret dem blandt de i alt 17 antisemitiske hændelser, som trossamfundet har fået kendskab til i 2013.
Endnu en hændelse har han dog ikke meldt til trossamfundet, fortæller Moran Jacob.
Flyttede fra Nørrebro
»For et par uger siden blev jeg passet op af et par arabiske unge på Strøget i København, da jeg var ude for at samle ind til en ngo. De ville hive mig med og var meget insisterende, men de to, jeg samlede ind sammen med, fik det heldigvis stoppet,« siger den nu 17-årige gymnasieelev, som næsten hele sit liv har boet på Nørrebro.
I august flyttede han dog til Hellerup.
»For her føler jeg mig mere tryg,« siger Moran Jacob og fortæller, at han gennem sin skoletid oplevede chikane og overfald, både på en muslimsk friskole og en folkeskole.
Hans mor blev af flere skoleledere rådet til at flytte ham til en skole uden for bydelen, og det var et chok for hende, fortæller han.
»Hun mener ligesom mig, at også Nørrebro skal være et sted, hvor man kan stå ved, hvem man er, og hvor alle er velkomne, uanset om de tilhører en religiøs, politisk, etnisk eller seksuel minoritet,« siger han.
Begyndende tvivl
Moran Jacob har ikke anmeldt nogen af de chikanerier, han har været udsat for siden høringen, til politiet.
»Hvis jeg bliver overfaldet fysisk eller truet på livet, vil jeg selvfølgelig melde det, men det er jo svært for politiet at efterforske en sag, hvor nogle har passeret mig på gaden og råbt efter mig. Det vigtige for mig er, at jeg ikke lader mig skræmme til at tie. Jeg vil insistere på, at Danmark er et land, hvor vi har ret til at ytre os og stå ved vores baggrund, uanset om vi har jødiske, kristne eller muslimske forældre,« siger han.
Samtidig indrømmer han, at han ikke føler sig sikker på, at det er sådan, fremtidens København kommer til at se ud.
»Hvis jeg får børn, håber jeg, at de kan gå rundt på Nørrebro uden at skjule, at de har en jødisk far og uden at blive spyttet på og overfaldet. Men jeg begynder at tvivle på det.«
Derfor overvejer Moran Jacob at flytte fra Danmark, når han er færdig med sine studier:
»Jeg regner med at læse medicin, og når jeg har afsluttet studiet, forestiller jeg mig, at jeg flytter til udlandet. Det vil være en lettelse at bo i et land, hvor jeg ikke behøver at frygte for konsekvenserne, når jeg siger, at min mor er jøde fra Israel«.
Stort tema om dengang i 1943, da de danske jøder blev reddet til Sverige. Læs det i Premium: