Dovne Robert: Nu klarer jeg mig selv
Efter 11 år på offentlige ydelser har en af landets mest omtalte kontanthjælpsmodtagere valgt at klare sig selv.
Han satte gang i en ophedet debat om det danske velfærdssamfund, han blev verdenskendt på forsiden af New York Times, og til efteråret stiller han op i den nye sæson af "Robinson-ekspeditionen" på TV3.
Men den vigtigste begivenhed i det seneste år for 45-årige Robert Nielsen - alias "Dovne Robert" - er ingen af ovennævnte, men at han har trukket snablen ud af det offentlige system.
Afhængig af banken
Det bevidst arbejdssky element meldte sig inden sommerens Robinson-optagelser ud af kontanthjælpsystemet, og siden har han klaret sig uden offentlige ydelser, fortæller han til Ekstra Bladet. Helt på plads er økonomien dog ikke endnu, afslører han.
"Jeg har afmeldt mig, selvom det betyder, at jeg ikke er på særlig god fod med min bankrådgiver," siger Robert Nielsen til Ekstra Bladet.
Han forklarer, at banken har lovet at holde "ham i live" resten af året, men at der også er begyndt at løbe rigtige lønindtægter ind på kontoen.
Han holder foredrag og er desuden blevet reklame-frontfigur for et firma, der sælger kosttilskud. Firmaet kom han i kontakt med, da han - i sin søgen efter en lidt bedre fysisk form inden Robinson-optagelserne - ledte efter et kosttilskud, der kunne fjerne hans træthed og udmattelse.
Ros fra Joachim B.
Desuden har han deltaget i et andet reality-show, som skal vises i 2014, forklarer han.
"Jeg har ikke tjent penge nok til, at jeg bare kan læne mig tilbage og ikke lave noget," siger Robert Nielsen.
Han agter nu - med sin nyfundne energi og otte kilo lettere efter Robinson-turen - at fortsætte sin nye stil og "ikke dovne længere". Muligvis vil han søge et helt almindeligt arbejde.
En af Roberts hårdeste kritikere, LA-politikeren Joachim B. Olsen, kalder det "smukt," at Robert Nielsen nu klarer sig selv. Og han krediterer over for Ekstra Bladet Robert Nielsen for at have "bidraget med meget til samfundsdebatten".