Fortsæt til indhold
Indland

Strid om gymnasielæreres arbejdstid

Lokale aftaler: 12 gymnasier er indkaldt til møde i Undervisningsministeriet, fordi de har lavet lokale aftaler med deres lærere om arbejdstid. Det er en skræmmekampagne, mener gymnasielærerne, mens ministeren afviser.

Orla Borg | Morten Vestergaard

Skoleåret er dårligt nok begyndt på landets gymnasier, før der er opstået strid om udmøntningen af gymnasielærernes nye arbejdstidsregler, der trådte i kraft den 1. august.

De nye regler afskaffer gymnasielærernes hidtidige arbejdstidsaftale, hvor de havde en fastlagt forberedelsestid for hvert time, de underviste. Den nye aftale skal sikre, at lærerne i fremtiden giver eleverne mere undervisning i klasserne. Derfor skal rektor på det enkelte gymnasium lede og fordele arbejdet individuelt for hver enkelt lærer.

Men i dag står det klart, at rektorerne på mindst 12 gymnasier har valgt alligevel at lave en lokal fælles aftale for alle skolens lærere med en opdeling af arbejdstiden i undervisning, forberedelse, møder osv.

Undervisningsministeriet har på den baggrund indkaldt formændene for de 12 gymnasiers bestyrelser til møder i august og september.

Før sommerferien skrev undervisningsminister Christine Antorini (S) ud til bestyrelsesformændene på landets gymnasier og opfordrede dem til at holde øje med, at deres rektor ikke gik hen og lavede en lokal aftale med lærerne, for så ville gymnasiet, ifølge ministeren, få »vanskeligt ved at øge lærernes tid sammen med eleverne og ved at effektivisere den løbende drift mv.«

Rektorers aftale undersøgt

Dernæst lavede ministeriet en spørgeskemaundersøgelse blandt rektorerne for at undersøge, om nogle af dem havde lavet lokale aftaler. De 12 gymnasier, der svarede ja, er nu indkaldt til møde i ministeriet.

Ifølge formanden for gymnasielærerne, Gorm Leschly, er indkaldelsen af de 12 gymnasier et forsøg på at presse rektorerne til at lade være med at lave lokale aftaler.

»Det kan kun opfattes som en skræmmekampagne fra ministerens side over for rektorerne. Budskabet er det klare, at hvis rektorerne laver sådanne lokale aftaler, kommer de i bad standing og bliver indkaldt til en kammeratlig samtale inde i ministeriet. Det hører ingen steder hjemme, for vi har lavet en arbejdstidsaftale med Finansministeriet, hvori det hedder, at man kan lave lokale aftaler, hvis rektor ønsker det,« siger han og henviser til overenskomstens paragraf 16, hvori der står, at ”der kan indgås lokale arbejdstidsaftaler”.

Undervisningsminister Christine Antorini afviser kritikken:

»Det er ikke en skræmmekampagne. Bestyrelsesformændene for de 12 gymnasier er inviteret til en samtale med embedsmænd i ministeriet om, hvordan gymnasierne vil realisere kvalitetsløftet, hvis de indgår nye lokale arbejdstidsaftaler. Det er afgørende at løfte kvaliteten i undervisningen på ungdomsuddannelserne, og det skal alle gymnasier være med til at sikre,« siger undervisningsminister Christine Antorini.

Ifølge Lars Mortensen, der er afdelingschef i Undervisningsministeriet, skal møderne opfattes som opfølgning på skolernes svar i ministeriets spørgeskemaundersøgelse om lærernes nye arbejdstid

»Vi vil blot gerne spørge dem, hvorfor de har indgået eller overvejer at indgå en lokalaftale, og dermed måske ikke følger intentionerne med de nye arbejdstidsaftaler, og hvordan de så har tænkt sig at realisere et løft af kvaliteten på gymnasierne,« siger Lars Mortensen, som understreger, at ministeriet ikke kan tvinge gymnasierne til at opgive aftalerne.

To af de gymnasier, der har lavet en ny, lokal aftale med skolens lærere, er Lemvig Gymnasium og Ringkjøbing Gymnasium.

Rektor for Lemvig Gymnasium, Lars Ebbensgaard, forklarer, at han og lærerne har lavet en akkord, hvor lærernes opgaver er beskrevet, og hvor der er afsat tid til bl.a. forberedelse, møder og undervisning.

Samtidig understreger rektoren, at skolen lever op til kravet om at effektivisere, da to lærerstillinger er sparet væk, og til kravet om at sikre, at lærerne bruger mere undervisningstid med eleverne, fordi en del af forberedelsen ikke længere kan foregå derhjemme, men skal ske sammen med eleverne.

Flere aftaler

»Dette betyder ikke, at jeg som rektor får mindre ledelsesret. Jeg har blot præsenteret en model for lærerne, og den har de nikket til. Jeg mener, at det er en menneskeret for lærerne, at de ved, hvad de skal lave, og hvad en fuldtidsstilling indeholder,« siger Lars Ebbensgaard.

Lemvig-rektoren vurderer, at der reelt er flere end 12 gymnasier, der har lavet lokale aftaler, men at andre rektorer blot ikke været ærlige om det i spørgeskemaet.

Også rektor Tonny Hansen på Ringkjøbing Gymnasium har lavet en model, der regner ud, hvor meget hver lærer har til undervisning, forberedelse og møder.

Han forklarer, at skolen har måttet finde knap 1 mio. kr. for at betale for den lønstigning på 5 pct., som lærerne fik under overenskomstforhandlingerne som kompensation for at opgive den tidligere arbejdstidsaftale.

»Jeg fraskriver mig ikke retten til at lede arbejdet, som om den nye aftale ligner den gamle. Jeg udnytter netop min ret til at lede. Eksempelvis får lærerne nu mindre tid til forberedelse i den nye aftale, og det havde jeg ikke kunnet gøre tidligere,« siger rektoren, som forklarer, at bl.a. den mindre forberedelse delvist betaler regningen for lærernes lønstigning.

»Det er en fin aftale, jeg kan se både mig selv og lærerne i øjnene, og den giver ro blandt lærerne, fordi den sikrer dem, at deres leder ikke kommer i næste uge og siger, at de skal arbejde 80 timer om ugen.«

Jens Boe Nielsen, der er formand for landets gymnasierektorer og rektor på Nørre Gymnasium i Brønshøj, har ikke selv lavet en lokal arbejdstidsaftale med sine lærere, og han støtter ikke de rektorkolleger, der har gjort det.

»Nu har vi tordnet mod overenskomsten og time-tælleriet, og så skal vi ikke lave nye aftaler om arbejdstiden. Problemet er, at hvis man laver en skriftlig aftale med lærerne, så mister man den fleksibilitet, vi som rektorer og ledere netop har fået, og man begrænser som rektor sin frihed til at fordele arbejdet. Meningen er jo, at det ikke længere er to parter, der forhandler sig frem til en aftale om arbejdstid, men at rektoren som arbejdsgiver fordeler arbejdet for medarbejderne, dvs. lærerne,« siger Jens Boe Nielsen.