Skarptandet fisk i Øresund - beskyt de ædlere dele
Fund af piratfisk får eksperter til at anbefale mænd, at beskytte de ædlere dele, når de bader i Øresund.
Fangsten af en godt 20 centimer lang fisk med store, skarpe tænder, har skabt frygt for at Øresund er blevet invaderet af piratfisk. Der er dog ingen grund til panik, siger eksperterne, for fisken er en pacu.
Ikke desto mindre anbefaler de, at mænd bør beskytte deres ædlere dele, når de bader i sundet.
"Det bliver spændende at se, om fisken var en enlig svale, eller om det er en art, vi kommer til at se mere til. Det er første gang arten fanges i havet i Europa," siger fiskeekspert Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, der modtog fisken fra en lystfisker.
Pas på nødderne
Pacuen er kendt som piratfiskens fredelige slægtning, idet den overvejende er vegetar. Det voldsomme tandsæt er ikke så skarpt som piratfiskens, men den kan sagtens bide fiskeliner og fingre over.
Tænderne bruges overvejende til at knuse nødder og anden frugt, men pacuen æder også fisk og smådyr. Dens forkærlighed for nødder har dog haft fatale følger.
I Papua Ny Guinea, hvor arten også er udsat, har den ved flere tilfælde taget fejl af nødder og mandlige svømmeres ædlere dele. Så behold endelig badebukserne på, hvis du bader i Øresund i disse dage – måske er der flere derude!
Hvor kommer den fra?
"Akvarister og dambrugere er ”the usual suspects”, når vi møder usædvanlige fisk på steder, hvor de ikke hører hjemme," fortæller Peter Rask Møller.
Den tanke, at fisken må være undsluppet fra Den Blå Planet, er nærliggende, eftersom akvariet jo ligger ud til lige netop Øresund. Men det er simpelthen umuligt, lyder det fra Lars Skou Olsen, der er kurator og afdelingsleder på Danmarks Akvarium, Den Blå Planet.
Ifølge Peter Rask Møller er det også muligt, at nogen har tømt deres akvarium i en nærliggende å, og at pacuen så er fortsat ud i Øresund, da den, ligesom piratfisk, kan opdrættes af amatører.