Syg ræv havde 1.527 farlige bændelorm
Ræve med parasitter, der kan give svær sygdom hos mennesker, kan sprede sig til hele landet.
Myndighederne advarer nu mod landsdækkende spredning af en parasit, som kan give kræftlignende forandringer hos mennesker og er meget vanskelig at behandle.
Parasitten, dværgbændelormen echinococcus multilocularis, er i løbet af knapt to år fundet i seks ræve ved Højer i Sønderjylland, og efter fundet af en ræv med ikke færre end 1.527 parasitten slår Fødevarestyrelsen nu alarm.
"Det er nyt, at vi ser så store ormebyrder hos et enkelt dyr," siger seniorforsker Heidi L. Enemark fra Sektion for Bakteriologi, Patologi og Parasitologi ved DTU Veterinærinstituttet.
Langsom udvikling
Parasitten blev første gang fundet i Danmark i 2000, og forskerne ved DTU har fulgt parasittens forekomst blandt vilde dyr i Danmark siden september 2011.
Ved tidligere lejligheder er der blevet påvist mellem 2 og 27 orm i de enkelte ræve.
Senest er der fundet to ræve, der havde parasitten som ubuden gæst, og mens den ene havde 33 orme i sig, gjorde forskerne store øjne ved synet af de mange hundrede orme i den anden ræv.
Kan spredes til hele landet
"Det nye fund med hele 1.527 orm i en ræv understreger, at dværgbændelormen har etableret sig i området, og at der er risiko for spredning til resten af landet," siger seniorforskeren.
Det første fund af dværgbændelormen blev gjort i april 2012 - og så i en ræv fra området omkring Højer i Sønderjylland, og i februar i år var DTU Veterinærinstituttet nået op på ialt fire smittede ræve.
I alt er der blevet undersøgt 31 ræve fra området omkring Højer, hvoraf seks ræve eller næsten hver femte ræv altså er fundet positiv.
Kun smitte via afføring
Parasitten echinococcus multilocularis kan smitte til mennesker, hvor de etablerer sig i leveren og medfører kræftlignende forandringer, som er meget vanskelige at behandle, oplyser DTU Veterinærinstituttet.
Dværgbændelormen kan ikke smitte fra menneske til menneske. Den smitter kun, hvis man spiser afføring fra dyr, der har parasitten. Ud over ræve kan det for eksempel være mårhunde, og hunde kan også bære en variant af parasitten.
Mennesker kan smittes gennem kontakt med afføring fra dyr, f.eks. hunde og ræve. Derfor anbefales det, at man grundigt vasker frugt og grønt fra bede, som hunde eller ræve har adgang til.
Vask jordbær grundigt
”Jordbærrene skal vaskes grundigt, inden de spises, eller koges til syltetøj, især hvis hunde eller ræve har adgang til jordbærbedet. Husk også at vaske hænder f.eks. når du har lavet havearbejde eller har håndteret dyr, for parasit-æg kan også sidde i pelsen, hvis din hund har rullet sig i afføring fra smittede dyr," lyder anbefalingen fra Heidi L. Enemark.
Hun forklarer, at ræve og hunde er særligt udsatte for smitte, fordi de spiser små gnavere, hvor larvestadiet af bændelormen findes som cyster i leveren. Katte er derimod dårlige "værter" for parasitten og menes derfor ikke at udgøre en væsentlig risiko i forbindelse med smitte til mennesker.
Ormekur til hunde i Tønder
Fødevarestyrelsen tillader, at hunde i Tønder kommune behandles forebyggende mod dværgbændelorm ved regelmæssig ormekur.
Desuden anbefales det, at hunde, der har været med på ferie i det centrale Europa, behandles mod dværgbændelorm inden hjemrejsen til Danmark.
LINK: Mere om rævens dværgbændelorm her