Ældre er bange for at få en kæreste
Borgere er så skræmte ved tanken om at blive stemplet som sociale bedragere, at Socialministeriet nu præciserer reglerne.
Frygten for at blive stemplet som social bedrager, fordi man spiser og sover sammen med en kæreste, er blevet så stor, at den ligefrem hæmmer borgernes liv.
»Der er skabt så megen usikkerhed, at det er nødvendigt at præcisere og forklare reglerne tydeligt – både for borgerne og sagsbehandlerne. Reglerne skal naturligvis overholdes, men de skal ikke skræmme og hæmme folk,« siger socialminister Karen Hækkerup (S) om de læse let-vejledninger, som ministeriet udsender i dag.
I jagten på socialt snyd har mange kommuner indrettet sig med særlige kontrolgrupper, som holder øje med, om pensionister og enlige forsørgere nu også reelt er alene. Ministeren fastholder, at der skal være en hård kurs mod socialt bedrageri.
Rådgiverne møder usikkerhed
»Samtidig skal borgernes retssikkerhed være i orden, og der har været eksempler, hvor man undrer sig over, at det overhovedet er blevet en sag. Derfor er vejledningerne også beregnet på sagsbehandlerne,« siger hun.
I Ældre Sagen møder rådgiverne usikkerheden hos pensionister, hvis indkomst afhænger af, om de er enlige eller samlevende.
»Vi får mange henvendelser fra ældre, som er bange for konsekvenserne, hvis de finder en ven og ses med vedkommende – måske hjælper til hos hinanden eller rejser sammen. Det er et problem, når reglerne er så indviklede, at bekymringen for at overtræde dem forhindrer mennesker i at leve det liv, som de gerne vil,« siger jurist Ingrid Stokholm Lauridsen fra Ældre Sagen.
Ikke for nidkære
I lighed med kommunerne glæder hun sig over, at der kommer klarere retningslinjer.
»Kommunerne har ikke været for nidkære, men vi har i årevis efterlyst mere forståelige retningslinjer. Derfor glæder det mig på borgernes vegne, at de kommer nu. Det vil øge retssikkerheden og være en hjælp i sagsbehandlingen,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), medlem af kommuneforeningen KL’s bestyrelse.
Socialrådgiverne mener, at jagten på sociale bedragere er gået for vidt.