Fortsæt til indhold
Indland

Penge retur efter træpille-bedrageri

Dansk og tysk politi har beslaglagt ca. tre mio. kroner til forbrugere, der er blevet snydt.

Ritzau

Næsten tre millioner kroner er på vej tilbage til forbrugere, der er blevet snydt af internetvirksomheden traepiller24.dk, der solgte træpiller.

Politiet sender nu breve til 279 danskere, der har anmeldt virksomheden for bedrageri, med besked om, at de kan få en del af deres penge retur, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I samarbejde med tysk politi og anklagemyndighed er der beslaglagt i alt 2,84 millioner kroner i Danmark og Tyskland.

Omkring halvdelen tilbage

Det er de penge, der nu er på vej tilbage til skuffede kunder. Det svarer til 58,8 procent af det beløb, som kunderne har indbetalt, oplyser politiet.

Fra 2011 annoncerede forhandleren med billige træpiller fra Tyskland. Mange kunder bestilte træpiller og forudbetalte, men fik aldrig deres brændsel leveret.

Traepiller24.dk har hjemsted i Tyskland, hvor efterforskningen mod virksomheden fortsætter. Anmeldere, der ønsker 100 procents erstatning, har ifølge politiet mulighed for at søge om det i Tyskland.

De beløb, som folk er blevet snydt for, er på mellem 1.500 kroner og 70.000 kroner.