Nyt kort viser ulvens færden i Danmark
Et nyt kort fra Naturstyrelsen viser, hvor ulven er blevet set i den danske natur.
Naturstyrelsen har offentliggjort et helt nyt kort, der fastlægger ulvens rute fra Tønder i syd og op gennem Jylland til Nørresundby i Nordjylland.
Kortet bygger på talrige registreringer af oplysninger og henvendelser fra danskere, der mener, de har set en ulv eller taget billeder af en ulv.
Naturstyrelsen har registreret de mange henvendelser siden efteråret 2012.
"Vi har fået utrolig mange henvendelser fra borgere i Jylland, hvor folk mener, de har set en ulv ude i naturen. Og også mange henvendelser fra fok, der har taget gode billeder. Og selvom det er svært at sige med sikkerhed, tyder rigtig meget på, at der er mere end én ulv i Danmark," siger biolog Erling Krabbe fra Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Flere ulve
De seneste mange måneder har han plottet tegnestifter på et Danmarkskort, når han har modtaget en henvendelse om en ulv.
Ud fra de talrige observationer danner der sig ifølge biologen et billede af, at der er flere ulve i Danmark.
"Hvis man skal komme med en forsigtig tolkning ud fra kortet, tyder det på, at en eller flere ulve har bevæget sig fra Vestjylland over Midtjylland til Djursland, og et andet spor, der fortsætter længere mod nord til Klosterhedeområdet og derfra mod øst over Holstebro til Viborgegnen og Vesthimmerland og måske helt til Nørresundby ved Limfjorden," siger Erling Krabbe.
"Men vi ved også, at ulve kan vandre op til 80 kilometer på en nat, så man skal være forsigtig med at konkludere noget ud fra kortet," påpeger han.
Tre kategorier
Naturstyrelsen inddeler de mange henvendelser i tre forskellige kategorier efter hvor sandsynligt det er, at der er tale om en ulv.
En blå prik markerer en "bekræftet observation", som er 100 pct. sikre tilfælde af ulvefund, og hvor man har selve DNA-sporet fra en ulv eller dens ekskrementer. Det havde man fra ulven fra Thy i november 2012 og ulven, der angreb fårene ved Harrild Hede i februar 2013.
En grøn prik markerer en "dokumenteret observation", hvor der er blevet taget et særligt godt foto af ulven.
Endelig markerer en rød prik en "ikke-dokumenteret observation". Det er den mest usikre kategori og bygger på en vurdering af en mundtlig beskrivelse fra en borger af en ulveobservation.
Se kortet over ulvens færden her (eksternt link).