Fortsæt til indhold
Indland

Kyssende par smidt ud af homo-bar

Et heteroseksuelt par blev bedt om at forlade homo-baren Never Mind i København på grund af et kys.

Et kys mellem en mand og en kvinde udløste fredag aften et skænderi med dørmændene på homo-baren Never Mind i København, der endte med, at kæresteparret blev smidt ud.

Mathilde Karlsen Hansen, den ene kyssende part i sagen, stod pludselig på gaden foran baren og var chokeret sammen med resten af selskabet.

»Da dørmanden sagde, at jeg ikke måtte kysse med min fyr, troede jeg ærlig talt, at det var en joke,« siger Mathilde Karlsen Hansen til hjemmesiden Homotropolis.com.

Hun ønsker ikke at uddybe episoden over for Jyllands-Posten men bekræfter sine udtalelser og hændelsesforløbet. Det samme gør hendes ven Jobbe Joller, der endte med at kalde dørmanden »syg i hovedet.«

»Dørmanden svarede, at det var uacceptabelt på et homosted, og at Never Mind modtog mange mails fra homoseksuelle om, at der var alt for mange hetero-gæster. Jeg spurgte ham så, om det ikke var det samme som at sige, at sorte mennesker ikke må kysse på Never Mind, men det var han absolut ikke enig i,« siger Jobbe Joller til hjemmesiden Homotropolis.com.

Kvinder viser bryster

Ejeren Christian Carlsen afviser over for Jyllands-Posten, at han diskriminerer heteroseksuelle, som udgør en stor del af gæsterne.

»De har siddet og kysset i baren. Det er det, vi har afvist dem på, men det er jo ikke et lille uskyldigt kys, der får sikkerhedsfolkene til at reagere. Det her handler om, at der i en længere periode er kommet heteroseksuelle mennesker ind på klubben, der ikke har opført sig ordentligt. Den her gruppe var frembrusende og ville styre det hele. Da de var ubehagelige over for vores sikkerhedsfolk, blev de bortvist,« siger Christian Carlsen, der som restaurationsejer kan bruge forskellige formelle begrundelser for at afvise folk.

Han peger på, at især heteroseksuelle kvinder ynder at gå på homo-bar, hvor de opfører sig mere løssluppent. Flere gange har personalet for eksempel måtte bede topløse kvinder om at tage deres tøj på igen.

»Hele debatten ligger jo i, at homo-miljøet er meget interessant for heteroer at komme i, men det er ikke altid, at de respekterer, de er på en gay bar. Der er ikke så mange tilbage i København, og homoer har svært ved at gå i byen andre steder og lægge an på nogen, som de tror er homoer,« siger Christian Carlsen.

Homo-natklubben PAN, der lukkede i 2007 oplevede også stadigt flere heteroseksuelle gæster, ligesom mange andre homobarer igennem årene.

Hvad mener du? Må bøssebarer afvise heteroseksuelle i døren?