*

Indland

Strid om indvandrere og intelligens

Tidligere professor i udviklingspsykologi, Helmuth Nyborg, fremfører, at indvandreres lavere IQ truer det danske demokrati. Ifølge andre eksperter modbevises det af de mange veluddannede efterkommere.

Tidligere professor i udviklingspsykologi, Helmuth Nyborg. Foto: Casper Dalhoff

Politisk korrekt kan man ikke beskylde professor emeritus Helmuth Nyborg for at være.

Først kom han i modvind, da han konkluderede, at kvinder er mindre intelligente end mænd, og senere da han præsenterede forskningsresultater, der viste, at ateister er klogere end troende, og igen da han talte for, at man burde belønne mindre begavede mennesker for ikke at få børn.

Nu skaber Nyborg, som i mange år var professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, igen debat.

Denne gang ved at pege på forskningsresultater, der viser, at mennesker fra Afrika og Mellemøsten scorer færre point i intelligenstest end europæere og danskere.

Nyborg er i dag gået på pension, og anledningen til at han igen blander sig i debatten om intelligens, er det svenske valg. Nyborg advarer mod, at Danmark inviterer så mange indvandrere indenfor, som man har gjort i Sverige.

»Alvorlig trussel«

»Det siger sig selv, at hvis der kommer mange mennesker til Danmark fra lande, hvor indbyggerne har en lavere intelligenskvotient, så får vi over tid en lavere gennemsnitlig intelligenskvotient. Det er en ganske alvorlig trussel, da flere undersøgelser viser, at det er svært at opretholde et demokrati i lande, hvor befolkningens IQ er lavere end 90,« siger Helmuth Nyborg.

Han henviser til undersøgelser, der viser, at danskere i gennemsnit opnår 98 point i IQ test, mens mennesker i afrikanske lande syd for Sahara får 70 point, og indbyggere Mellemøsten scorer 86 point. Derfor vil befolkningen i Danmark i takt med indvandringen få en lavere intelligenskvotient, siger Nyborg.

»Omvendt vil indvandrere fra eksempelvis Kina gøre Danmark klogere, da de scorer højere i IQ test end os,« siger han.

Flere IQ-skoler

Nyborgs ræsonnement møder dog modstand fra flere andre eksperter på feltet. Baggrunden er, at der findes flere skoler indenfor intelligensforskning. En skole taler om, at man kan være intelligent på mange forskellige måder. En anden taler om, at intelligens er evnen til at håndtere kompleksitet, at intelligens kan måles med en IQ test, og at intelligens i høj grad er arveligt. Denne skole tilhører Helmuth Nyborg.

Ifølge Albert Gjedde, leder af Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet, var den opfattelse af intelligens, som Helmuth Nyborg præsenterer, fremherskende for 50-100 år siden.

»I dag er de fleste enige om, at intelligens er en fleksibel størrelse, som i høj grad afhænger af din opvækst og ikke kun af arv,« siger Albert Gjedde.

Professor, dr. med. i neurostereologi Bente Pakkenberg, siger, at det er korrekt, at mennesker scorer forskelligt i IQ test, afhængigt af hvor i verden de er født og opvokset.

»Det er ikke så mærkeligt. Hvis du er opvokset på den anatolske højslette i Tyrkiet, har gået meget lidt i skole, og det meste af din familie er analfabeter, vil du forventeligt score lavere i en IQ test, end hvis du er vokset op i Hellerup. Men det viser ikke, at du nødvendigvis er mindre intelligent, blot at du ikke har de samme forudsætninger for at udvikle dine intelligensressourcer,« siger Bente Pakkenberg.

Lektor Erik Lykke Mortensen fra Københavns Universitet, mener ikke, at man kan bruge en IQ test, der er udviklet i et vestligt land til at bestemme intelligensen hos mennesker i eksempelvis Afrika. Han peger på, at mennesker med en IQ på under 70 betegnes som retarderede, og at der er usandsynligt, at hele befolkninger i Afrika skulle være retarderede.

Nyborg i Sahara

»Desuden er det en fejl udelukkende at fokusere på genetik og se bort fra miljøets betydning. Eksempelvis ser man, at efterkommere af japanere, der flytter til USA, bliver højere end de japanere, der bliver boende i Japan,« siger lektoren, som bakkes op af professor Albert Gjedde:

»Hvis man placerede Helmuth Nyborg i en ørken i Afrika, ville han sandsynligvis også klare sig dårligt. Det kan godt være, at indvandrere, der kommer til Danmark ikke klarer sig godt i en IQ test, men det betyder ikke, at deres efterkommere er mindre intelligente end etniske danskere,« siger han.

For Bente Pakkenberg er henviser til, at der efterhånden er mange efterkommere af indvandrere på medicinstudiet på danske universiteter.

»Hvis Nyborg har ret, hvorfor klarer de sig så godt i uddannelsessystemet,« spørger professoren.

Helmuth Nyborg svar er, at der er velbegavede indvandrere »blandt de mange«.

»At de får høje karakterer, beviser ikke, at de har en højere intelligenskvotient, hvis kravene samtidig sænkes. Og kravene på universiteterne er blevet sænket,« mener Helmuth Nyborg.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Hemmeligheden bag 100 års møbelsucces: Intet overlades til tilfældighederne i familiefirma
Møbelproducenten Carl Hansen & Søn tager møbeldesign så seriøst, at produktionen hele tiden strømlines, mens de vigtigste danske designikoner samles under ét tag - senest Børge Mogensen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her