Kan en dronning gå på pension?
Hvis dronningen følger mange danskeres ønske og trækker sig fra tronen i utide, mister kongehuset sin berettigelse, siger eksperter og en historiker.
Dronning Margrethe bør træde tilbage nu eller inden for de næste 10 år, så kronprins Frederik kan overtage tronen.
Sådan svarer et flertal af danskerne i en Rambøll-analyse for Morgenavisen Jyllands-Posten. Næsten hver fjerde - 23,5 pct. - er klar til at sende dronningen på pension allerede i næste uge i forbindelse med hendes 70 års fødselsdag, mens 22,1 pct. har tålmodighed, indtil hun fylder 80 år.
Opfordringen til at trække sig skyldes ikke nødvendigvis utilfredshed med dronningen, understreger Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor i historie ved Aarhus Universitet:
»De yngre kan bedre identificere sig med kronprins Frederik, fordi han er en del af deres generation,« er hans forklaring på, at især yngre danskere opfordrer dronningen til at lade sig pensionere.
Fra vugge til grav
Danmark har verdens ældste monarki, og med det følger årelange traditioner. En af de bærende traditioner er, at en regent sidder på tronen til sin død. Derfor vil det være et problem for kongehuset, hvis dronning Margrethe skulle følge en del af folkestemningen og abdicere.
»Når man er kongelig, kan man ikke pludselig sige: Nu gider jeg ikke længere. Kongehusets medlemmer har en række unikke privilegier, og med dem følger unikke pligter. En af disse er, at man er kongelig, fra man fødes, til man dør,« siger historikeren Jon Bloch Skipper, ekspert i kongehuset og forfatter til flere bøger om emnet.
John Lindskog, forfatter og tidligere journalist på bl.a. Se og Hør, forudså i sin bog ”Royale rejser - bag kulisserne med de kongelige” i efteråret 2009, at dronning Margrethe ville bruge netop sin 70-års fødselsdag den 16. april til at abdicere, og selv om forudsigelsen ikke går i opfyldelse på dato, fastholder han pointen.
»Det kan komme senere på året, for nu tror jeg, at regentparret tager rejsen til Grønland og Færøerne til sommer med, men jeg vil bestemt ikke udelukke, at dronning Margrethe trækker sig i løbet af nogle måneder,« siger han.
ORDET ER DIT: Hvor længe skal dronningen blive på tronen?
Skulle det ske, at hun abdicerer, vil det være et historisk brud på det danske monarkis traditioner. Det er kun sket én gang tidligere i danmarkshistorien, at en regent frivilligt har abdiceret. Det gjorde Erik III Lam i 1146, men han var syg og døde kort efter. I andre tilfælde er det sket, at en regent er blevet politisk presset til at gå af, men det seneste tilfælde ligger 500 år tilbage.
»At være regent til sin død er en af de traditioner, som jeg synes er vigtig. Balancen mellem privilegier og pligter er fundamentet for kongehusets eksistens, og det vil forandre det konstitutionelle monarki og kongehusets legitimitet, hvis en regent selv kan vælge, hvornår denne vil gå af,« siger historikeren Jon Bloch Skipper.
Det hollandske eksempel
Også Lars Hovbakke Sørensen mener, at kongehusets fundament skrider, hvis dronning Margrethe skulle gå af før tid.
»Det vil gøre kongehuset mere almindeligt, og man skal passe på med at gøre det så almindeligt, at der ikke længere er noget særligt eller magisk over det, for så har kongehuset ikke længere sin berettigelse,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
I modsætning til de historiske eksperter mener John Lindskog, at monarkiet vil bestå med moderne pensionsregler.
»Tværtimod viser det bare, at de følger med tiden, og folk kan da også forstå, at Margrethe gerne vil slappe lidt mere af sammen med Henrik på slottet i Frankrig. Danskerne under hende det, og selv om de har haft et ægteskab med op- og nedture, virker det, som om de har det meget godt sammen nu,« siger John Lindskog, der forklarer dronningens fortsatte flid med den forestående fødselsdag og majestætens gode helbred.
»Lige nu går det godt, og der er meget medvind og ståhej omkring fødselsdagen, men hvis hun igen skal opereres i knæene, og det hele ser lidt mere sort ud, tror jeg stadig på min forudsigelse om, at hun trækker sig. At det skulle få kongehuset til at synke i grus, er jo modbevist i f.eks. Holland, hvor dronning Juliane abdicerede og gav plads til sin datter. Nu er dronning Beatrice selv ved at være godt oppe i alderen, og hun har også annonceret, at hun trækker sig på et tidspunkt - og det hollandske kongehus har det da meget godt,« pointerer John Lindskog.
Den historiske tradition
Jon Bloch Skipper og Lars Hovbakke Sørensen er begge overbeviste om, at dronningen bliver på tronen.
»Hun selv har afvist at træde tilbage, men den væsentligste grund er, at hun som person er meget historisk bevidst om traditioner og kultur. Hun ved udmærket godt, at der aldrig har været tradition for, at en regent træder tilbage, og jeg er ret sikker på, at hun vil opfatte det som meget forkert, hvis hun laver om på det,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Også en fremtidsforsker advarer mod at ændre monarkiets regler om, at den siddende regent dør på tronen:
»Kongehuset er ikke af denne verden og dybt udemokratisk. Alligevel elsker vi det, og det er noget fis at forsøge at få det til at ligne den øvrige del af Danmark,« siger direktør Johan Peter Paludan fra Institut for Fremtidsforskning.
Skulle dronningen i et tænkt eksempel vælge at abdicere, er det svært at sige, hvordan det vil foregå. Der står nemlig intet i grundloven om, hvad man gør, hvis en regent træder tilbage.
Dronning Margrethe har flere gange afvist at træde tilbage - senest i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
»At være dronning, det er man for livet,« siger hun.