Fortsæt til indhold
Indland

Åndemaner uddrev spøgelser fra børnehave

Mystiske hændelser gjorde personalet i en børnehave i Nordsjælland så utrygt, at kommunen måtte betale en åndemaner.

Kilde: Søndagsavisen

Såvel pædagoger som rengøringspersonale i en børnehave i Vejby var utrygge ved at gå på arbejde.

Utrygheden var opstået efter bla. bøger og kartotekskasser begyndte at flyve ned fra borde, og der lød musik fra gamle spilledåse, som aldrig blev fundet. Personalet så desuden flere gange siluetter af to børn i et gavlvindue - når alle børn i børnehaven var hentet. Det skriver Søndagsavisen.

Utrygt personale

- Personalet var virkelig bange for det, der foregik, fortæller John Bamberger, dagtilbudschef i Gribskov Kommune til Søndagsavisen.

Derfor gav han børnehaven Humlehuset, der i dag har skiftet navn til BakkeToppen, grønt lys til at bruge omkring 2.000 kroner på en åndemaner. Åndeuddrivelsen fandt sted i 2004, men først nu står kommunen og personalet i børnehaven frem og fortæller om dengang, de måtte bruge alternative metoder for at sætte en stopper for deres ubehagelige oplevelser.

Det spøger i det offentlige

Gribskov Kommune er ikke alene om den alternative personalepleje.

I Svendborg er der drevet ånder ud af Daghjemmet Egebjerghus, et behandlingssted for voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Også Plejehjemmet Stenslundcentret i Odder nær Århus har følt sig så chikaneret af et spøgelse, at de tilkaldte en clairvoyant.

Det er dog ikke alle kommuner, der er lige begejstrede for, at deres institutioner danner ramme for spøgelsesjagt, fortæller Shane Eno, der er formand for Paranormalt Institut.

- Vi bliver ofte kontaktet af ansatte i offentlige institutioner, siger Shane Eno.

Alene i år har instituttet fået tolv henvendelser fra ansatte i eksempelvis børnehaver og på plejehjem og hospitaler.

Det er dog aldrig lykkedes for instituttet at gennemføre en undersøgelse af de mystiske hændelser. Så snart kommunen får nys om, at der render en gruppe spøgelsesentusiaster rundt med underligt udstyr og leder efter spøgelser, bliver de bedt om at forsvinde, fortæller han.