Sødemiddel i tyggegummi er skadeligt
Produktionen af Sorbits er stoppet, men også andre typer sukkerfrit tyggegummi indeholder sødestoffet sorbitol, som ifølge tyske forskere kan give diarré og store utilsigtede vægttab.
Vi spiser masser sukkerfrit tyggegummi, men nu dokumenterer forskning, at det kan være sundhedsskadeligt at gnaske alt for meget tyggegummi i sig. Der er eksempler på tyggegummi-spisende, som har fået diarré og har tabt 12-23 kilo.
Det skriver det ansete videnskabelige tidsskrift British Medical Journal ifølge Daily Mail.
Det er sødestoffet Sorbitol, også kendt som E 420, som ifølge forskerne kan give slemme smerter i maveregionen, diarré-anfald og vægttab. Sorbitol findes f.eks. i visse typer tandpasta, nikotintyggegummiet Nicorette og i det sukkerfrie tyggegummi Stimorol og Sorbits.
Ifølge producenten af Sorbits, Leaf Danmark A/S, der også producerer Malaco-slik, har man stoppet produktionen af Sorbits, men det skyldes faldende salg og ikke det skadelige sødestof.
Ifølge British Medical Journal har patienter tabt helt op til en femtedel af deres normalvægt ved at bruge store mængder af sukkerfrit tyggegummi.
Alligevel anbefaler nogle tandlæger ligefrem deres patienter at bruge det sukkerfrie tyggegummi for at stimulere spyt-sekretionen og dermed modvirke huller og styrke tænderne.
Kraftig diarré
Det er tyske forskere, som har sat spørgsmålstegn ved brugen af sukkerfrit tyggegummi med sorbitol . I deres rapport nævner de bl.a. en 21-årig kvinde, som var stærkt plaget af diarré og tabte 12 kilo, og en 46-årig mand i samme situation, som tabte 23 kilo.
Begge patienter havde ifølge professor i intern medicin, dr. Herbert Lochs, Humboldt Universitet i Berlin, haft et stort forbrug af sorbitol-fyldt tyggegummi.
Efter at de påbegyndte en sorbitol-fri diæt, stoppede diarreen, og de tog igen på i vægt.
I USA sælges i dag ikke så meget tyggegummi med Sorbitol netop på grund af den bekymring. Her foretrækkes stoffet aspartam som kunstigt sødemiddel.
Den 21-årige kvinde, som oplevede svær diarré og vægttab, tog daglig 15-20 stk. tyggegummi. Den ældre mand havde et forbrug på 20 stk. tyggegummi om dagen.
Den amerikanske sundhedsstyrelse FDA oplyser, at faren for diarré ses ved et forbrug på mere end 50 gram sorbitol om dagen.