Fortsæt til indhold
Indland

Telefonlinje mod sexturisme er for tavs

Danskere holder ikke tilstrækkeligt øje med andre danskeres overgreb på børn i udlandet, mener politiet, rejsebranchen og Red Barnet. Døgnåben meddeler-linje til politiet har kun været brugt to gange.

Når en mindreårig, lokal pige eller dreng en sen aftentime går hånd i hånd med en dansk turist ind på et hotelværelse i Thailand, kan man blive strejfet af den tanke, at danskeren udnytter den mindreårige seksuelt.

I stedet for blot at ryste på hovedet og gå videre bør danskere reagere på mistanken, mener Rigspolitiet, rejsebranchen og Red Barnet.

Siden foråret har parterne samarbejdet om at få danske turister til at fodre politiet med oplysninger om personer, som de mistænker for at forgribe sig på børn på fjerne destinationer. Men den døgnåbne telefonlinje, som blev etableret i april, har kun fået to opkald om »sager med substans«, oplyser Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Politiet har brug for flere og stærkere oplysninger til at fælde de danske sexforbrydere. Derfor er det i færd med at udvikle en landsdækkende kampagne mod ulovlig sexturisme sammen med rejsebranchen og Red Barnet. Parterne overvejer at bruge informationsfoldere, videoklip på flyene og velkomstmøder på destinationerne til at opfordre danskerne til at angive hinanden på telefonlinjen.

Mistanke er nok
Omfanget af danskere, der tager til udlandet for at udnytte børn, stiger, fordi politiet har skærpet indsatsen mod seksuel udnyttelse af børn i Danmark, fortæller Kim Kliver.

Han mener, at alene mistanken om, at der foregår noget kriminelt på et hotelværelse, bør anmeldes.

»Det er ikke sådan, at man skal have overværet seksuelle akter for at give et tip. Vi beder ikke folk om at lege privatdetektiv, men bare om at berette, hvad de i forvejen ser,« siger Kim Kliver.

Ifølge Red Barnet dokumenterer flere internationale rapporter bl.a. fra FN, at europæere udnytter mindreårige seksuelt særligt i Østen, men også i latinamerikanske og afrikanske lande.

»Vi er overbeviste om, at danskerne gerne vil være med til at stoppe hinandens overgreb, men det kræver altså, at alle bidrager med den viden, som de har,« siger Dieter Carstensen, projektkoordinator i Red Barnet.

Angiver egne kunder
Ifølge Jan Lockhart, der er direktør i Apollo Rejser, er rejsebranchen parat til at angive egne kunder.

»Al hensyn til almindelig kundepleje ophører straks, hvis noget kriminelt forekommer,« siger han.

Udover ferierende danskere er destinationschefer og rejseledere tiltænkt en vigtig rolle i indsatsen mod sexforbryderne, da de har stort kendskab til både lokalområdet og danskernes færden. Ifølge Lockhart skal hans ansatte være »temmelig sikre på, at der foregår noget kriminelt«, før de indtager en meddelerrolle, men de vil under alle omstændigheder »være klar til at reagere på en stærk mistanke«.

Straffeloven blev sidste år ændret, så det nu er muligt at straffe danske statsborgere og personer bosat i Danmark for seksuel udnyttelse af børn i udlandet. Det gælder også, selv om handlingen ikke er strafbar i det land, hvor den er foregået. Det er endnu ikke lykkedes politiet at skaffe informationer nok til, at danskere er blevet stillet til regnskab for sexforbrydelser i udlandet.