Fortsæt til indhold
Indland

Rejseguider får bonus for pubcrawls

Danske guider på den bulgarske og spanske solkyst aflønnes bl.a. efter, hvor mange unge mennesker de får med til pubcrawls, beachparty og andre fester, hvor alkohol i store mængder er en fast hovedingrediens.

Kilde: Berlingske Tidende

Dansk Ungdomsferie, Ung Rejs og Viby Ungdomsrejser - tre af de fire danske udbydere af ungdomsrejser til Bulgarien og Spanien - aflønner deres guider med en lav grundløn, suppleret med provision eller bonus, der bl.a. udregnes efter, hvor mange unge gæster, der deltager i selskabets fester på feriestedet, erfarer Berlingske Tidende.

Sundhedsstyrelsen mener, at selskaberne på den måde opildner de unge til druk.

»Det er meget betænkeligt, at man aflønner og præmierer medarbejdere for at lokke så mange unge som muligt med på pubcrawl, der indebærer et meget intensivt alkoholforbrug på meget kort tid. Det er et meget uheldigt koncept med en rejsebranche, hvis formål er at få de unge til at drikke så meget som muligt, og det koncept smitter åbenbart af på måden, man aflønner folk på. Det er simpelthen uetisk,« siger Sundhedsstyrelsens specialkonsulent i alkohol, Kit Broholm.

Alkoholfrie alternativer

Direktør for UngRejs og Viby Ungdomsrejser, John Tobiesen, forklarer, at selskabets guider får en bonus, hvis de når en række salgs- og kvalitetsmål i ugens løb. Målene er bl.a. at få så mange gæster som muligt med på Pubcrawl, Beachparty og Crazy Night, hvor en stribe alkohol-shots eller fri bar er inkluderet.

»Det er helt korrekt, at en del af deres arbejde er at få folk med på arrangementerne og få fyldt de sidste pladser ud på pubcrawlen. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det virker uheldigt, men der er altid alkoholfrie alternativer til arrangementerne og der gås ikke på kompromis med sikkerheden. Hvor meget de unge vælger at drikke og om de vil drikke, må de afklare hjemmefra med deres forældre. Desuden er aldersgrænsen for udskænkning af alkohol 18 år på vores destinationer. Vi skal så være der til at samle op og sørge for sikkerheden, hvis nogen får drukket mere, end de kan tåle. Så længe vi gør det ikke, er det etisk i orden,« siger John Tobiesen.

Pubcrawls sælger sig selv

Også Dansk Ungdomsferie aflønner sine guider med provision, men direktør Jesper Schousen siger:

»Flere af vores arrangementerne er helt normale dagsture til f.eks. Barcelona eller et vandland, hvor der ikke drikkes alkohol. Desuden sælger et arrangement som pubcrawl sig selv, så jeg kan ikke genkende opfattelsen af, at de skulle være ekstra motiverede for at sælge festerne, og vi forsøger på ingen måde at lokke de unge til at drikke ekstra.«

Det sidste større selskab med rene ungdomsrejser herhjemme, Uptours, har tidligere aflønnet deres guider via en lav grundløn suppleret med provision, men har nu afskaffet det system til fordel for en højere grundløn, oplyser selskabets medejer Jeppe Risum.

Skidt moral

For godt en uge siden døde en 17-årig dansk mand under en pubcrawl på feriestedet Sunny Beach i Bulgarien, da han blev kvalt i sit eget opkast, og fire unge danske piger er blevet udsat for voldtægter inden for 10 dage. Og i tirsdags faldt en 20-årig ung mand ned fra en balkon under en drukferie i Lloret de Mar i Spanien og brækkede ryggen.

Kombinationen af unge danskere, fester sydpå og medfølgende problemer har vakt heftig debat, og rejseselskaberne anklages af bl.a. Sundhedsstyrelsen for at have en skidt moral og opfordre de unge til druk.