Mirakelkurens bagside

Historien om verdens første elektrochok bliver stadig fortalt, når unge læger i dag skal uddannes i brugen af psykiatriens mest forkætrede behandlingsform.

I 1930'erne genlød i hele Europa meldinger om, at en ungarsk læge havde fundet en kur mod skizofreni, dengang som nu en af de alvorligste sindssygdomme.

Ladislaus von Meduna sprøjtede kamferolie ind i sine patienter for at udløse stærke kramper hos dem - med det resultat, at patienter, der i årevis havde ligget apatiske hen, pludselig blev bragt tilbage til verden.

Ingen anede hvorfor.

Men et par læger i Rom, doktor Cerletti og doktor Bini, gav sig til at eksperimentere med strøm for at fremkalde disse kramper. De begyndte med hunde - der dog næsten altid døde, fordi lægerne gav dem strøm via elektroder, der blev placeret i munden og endetarmen.

Så besøgte Bini et svineslagteri og lærte her at sætte elektroderne på hovedet af dyrene, og så besvimede de kun. De døde ikke.

Tiden var kommet til at prøve på et menneske.

I april 1938 fandt Cerletti og Bini en hjemløs ung mand, som led af hallucinationer, var forvirret og talte usammenhængende. Den hjemløse blev indlagt og fik en serie elektriske stød.

Første stød var for svagt og udløste ingen krampe. Patienten gav sig bare til at synge, men da han hørte, at lægerne talte om at forhøje strømstyrken, råbte han klart og tydeligt:

»Nej, ikke igen! Det er morderisk!«

Næste gang virkede det. Patienten gik i krampe.

Kort tid efter blev den unge mand udskrevet fra hospitalet. Pludselig var han rask.

Sådan lyder skabelsesberetningen om elektrochok i grundbogen " Electroconvulsive Therapy", der kan findes på hylderne på mange psykiatriske afdelinger i Danmark.

Det er en lærerig historie, der indeholder lige dele mirakler og rædsler - nøjagtig den modsætningsfyldte blanding, som lige siden har præget debatten om elektrochok.

I dag - mere end 60 år senere - er meningerne stadig så delte, at folk ikke engang kan blive enige om, hvad behandlingen skal hedde. Modstanderne bruger betegnelsen "elektrochok", mens de fleste danske psykiatere tyer til ord som "elstimulation" eller blot forkortelsen "ECT".

Lægerne vil hellere tale om "terapi" end om "chok", men tanken om at lede strøm gennem folks hjerner er og bliver skræmmende. Frygten er gennem årene blevet næret af film som "Gøgereden", der skildrede elektrochok som en umenneskelig afstraffelsesmetode.

Meget udbredt i Danmark

Efter intens debat i 1960'erne og 1970'erne besluttede lande som Italien, Finland, Norge, Tyskland, Schweiz og Holland at begrænse brugen af elektrochok og i stedet satse på blødere, mere psykoterapeutiske metoder - men andre lande tog aldrig sådan et opgør.

Det gælder ikke mindst Danmark, der i dag anses for at være et af de lande i verden, hvor elektrochok er allermest udbredt. Hvert år får mellem 1600 og 2000 danske patienter elektrochok.

Derfor må danske psykiatere bruge mange kræfter på at bekæmpe de gamle myter og overbevise både de syge og deres pårørende om, at elektrochok er en skånsom og effektiv behandling.

Ingen anfægter da heller i dag, at elektrochok kan bringe de sværest depressive ud af deres pinsler - i hvert fald for en tid. Det er faktisk rigtigt, at behandlingen kan få svært syge til at "rejse sig fra gravens rand".

Problemet er, at psykiatere i Danmark ikke altid fortæller deres patienter den fulde sandhed om behandlingen. Patienter beklager sig over, at de ikke fik nok at vide om bivirkningerne. At de ikke blev oplyst om, at elektrochokkene ville gøre dem forvirrede og efterlade huller i deres hukommelse. At behandlingen kunne give dem en følelse af "blackout" som efter en druktur eller en hjernerystelse - og patienterne blev slet ikke advaret om, at deres hukommelse kunne lide varig skade.

Danmarks førende psykiatere fastholder, at hukommelsesproblemer efter elektrochok højst varer nogle få uger. Professorerne Raben Rosenberg, Psykiatrisk Hospital i Århus, og Tom Bolwig, Rigshospitalet, lagde sidste år tonen i et indlæg i Ugeskrift for Læger:

»ECT er en skånsom behandling. Ud over kortvarige hukommelsesforstyrrelser, som er reversible (forbigående, red.), er der ingen væsentlige bivirkninger. Den negative opfattelse af ECT... er derfor irrationel og bør afvises af ansvarlige klinikere«.

Så kontant er meldingen fra de to førende danske eksperter: En negativ opfattelse af elektrochok affejes ganske enkelt som irrationel.

I blandt andet USA og Storbritannien, hvor elektrochok også bruges i vidt omfang, er tonen helt anderledes.

Her er det blandt psykiatere åbent erkendt, at brug af elektrochok indebærer en fare - om end lille - for, at nogle patienter vil lide af varige skader på hukommelsen og få såkaldte kognitive, altså intelligensmæssige, problemer. De problemer kan komme til udtryk ved, at patienten får sværere ved at lære nyt.

Forberedelse vigtig

Den amerikanske professor Richard Abrams, der i et kvart århundrede har forsket i ECT og anses for af være en af behandlingens fædre, skriver i sin grundbog " Electroconvulsive Therapy", at der typisk er to slags patienter, som får en negativ holdning til elektrochok: De patienter, der fik behandlingen under tvang - og de patienter, der ikke blev forberedt godt nok på bivirkningerne.

Derfor, skriver Abrams, er det afgørende, at lægerne informerer patienterne og deres familier »omhyggeligt« om »muligheden, om end sjælden, for permanente hukommelsestab efter ECT«.

Richard Abrams er, ud over at være professor i psykiatri ved Chicago Medical School, også ejer af firmaet "Somatics", der producerer hovedparten af det elektrochok-apparatur, der bruges i Danmark.

Og i den manual, der følger med udstyret, skriver Abrams:

De britiske og amerikanske psykiatere mener, at vejen til at imødegå kritikken af elektrochok er at være åben og ærlig om alle tænkelige bivirkninger.

Deres egne organisationer har derfor indført strenge regler om, hvordan patienterne skal informeres. I USA anbefaler American Psychiatric Association, at patienterne skal skrive under på en erklæring, som indeholder beskrivelser af alle kendte risici ved elektrochok. Samme praksis findes i Storbritannien.

I Danmark følger psykiaterne ikke de udenlandske råd om at give patienterne information om risikoen for langvarig svækkelse af deres hukommelse.

På de fleste afdelinger i Danmark får de psykisk syge små oplysningsfoldere, der kun indeholder yderst sparsomme oplysninger om bivirkninger. På andre afdelinger - for eksempel Bornholm Centralsygehus - har lægerne bevidst valgt at nøjes med mundtlig information, og man undlader helst at gå i dyb- FORTSÆTTES SIDE 2 FORTSAT FRA FORSIDEN den med snak om bivirkninger.

»Man kan informere så meget, at man skaber uro om behandlingen i stedet for ro, og hvis man spørger patienten, risikerer man, at vedkommende vil fradømme sig selv en behandling, der kunne hjælpe ham,« siger Ib Moulvad, chef for det psykiatriske center på Bornholms Centralsygehus.

Han mener, at de fleste patienter, som får elektrochok, slet ikke kan samle sig om at læse et A4-ark om behandlingen og dens bivirkninger. Beskeden er derfor den enkle, at alle bivirkninger forsvinder efter seks måneder.

»De fleste patienter har svært ved at give et klart tilsagn, og hvis de siger OK, graver vi ikke mere i det,« siger Ib Moulvad.

Den bornholmske overlæge understreger, at pårørende bliver inddraget, så de kan give deres samtykke, men det vigtigste er for ham, at elektrochok er en effektiv behandling, som kan bringe depressive patienter ud af deres lidelser. Det handler om at hjælpe nogle syge mennesker, siger Ib Moulvad.

Diskussionen om bivirkninger besværliggøres af, at selve den psykiske lidelse også er med til at forstyrre folks hjernefunktioner. Det har altid været uklart, om problemer med hukommelsen mest skyldtes elektrochok eller sindssygdommen, og derfor trådte amerikanske psykiatere og forskere i 1985 sammen til en særlig "konsensus-konference" for at nå til enighed om, hvad der med sikkerhed kan siges om chokbehandlingens virkninger.

Konferencen var arrangeret af National Institutes of Health, et medicinsk forskningscenter under det amerikanske sundhedsministerium, og konklusionen blev, at elektrochok har en positiv effekt på en række sindssygdomme - men at behandlingen samtidigt skader folks hukommelse.

»Huller i hukommelsen, som er blevet demonstreret objektivt og gentagne gange, består efter afslutningen af en normal serie ECT,« hedder det i den afsluttende udtalelse.

Og videre:

»Undersøgelser udført så sent som tre år efter behandling har vist, at mange patienter klager over, at deres hukommelse ikke er så god som før behandlingen. De har især svært ved at huske hændelser fra perioden seks måneder før og to måneder efter behandlingen«.

Der er, også i Danmark, almindelig enighed om, at de fleste patienter glemmer tiden omkring selve behandlingen med elektrochok. Flere uger eller måneder forsvinder simpelt hen fra patienternes hukommelse - men danske patienter får ikke klar besked om det.

»Jeg fortæller ikke patienterne, at de måske ikke vil komme til at huske lige netop indlæggelsesforløbet,« siger overlæge René Klysner, Frederiksberg Hospital.

Krav om hele sandheden

Psykiateren forklarer, at han fortæller om risikoen, »hvis patienterne spørger«. Og at han nok ville orientere mere udførligt om hukommelsesbesværet, hvis han havde oplevet patienter beklage sig over det. »Jeg er aldrig stødt på patienter, der plages af, at de ikke kunne huske tilbage på deres indlæggelse. Måske er det, fordi de syntes, at det var nådigt, at de ikke skulle opleve det svære sygdomsforløb igen,« siger René Klysner.

De psykiatriske patienters organisationer i Danmark kræver dog at få hele sandheden om elektrochok.

»Hvis folk gerne vil have elektrochok, er det op til dem selv at bestemme, men de skal have alt at vide. Det er desværre et udbredt fænomen i psykiatrien, at man undlader at fortælle patienterne om skadelige virkninger af behandlingen - for så er risikoen, at patienten bare siger nej tak. Og så føler lægernes sig magtesløse, fordi de ikke kan tilbyde andet,« siger Karl Bach, formand for Landsforeningen af Psykiatribrugere.

Karl Bach er selv en af de tidligere patienter, der klager over, at tågen aldrig lettede fuldstændigt efter behandlingen. Karl Bach fik elektrochok for 25 år siden, og han har følt sig hæmmet af forringet hukommelse lige siden. Han har stadig svært ved at indprente sig nye ord, og han er dårlig til at huske navne. Da han arbejdede som skolelærer, måtte han i hver undervisningstime støtte sig til et billede af klassen med alle elevernes navne skrevet på.

Karl Bach bedyrer, at han ikke havde den slags problemer før elektrochokkene.

Danske psykiatere lader sig dog ikke overbevise af enkelte patienter, som fortæller om længerevarende hukommelsesbesvær. Psykiaterne afviser mange undersøgelser af bivirkninger som "forældede", fordi de handler om en teknologi, der er på vej ud - den såkaldte sinusbølge-teknik, hvor elektriciteten påføres patienten i bølger. I dag bruger alle psykiatriske afdelinger i Danmark den nyere brief pulse-metode, hvor strømmen afleveres i korte stød, så patienten får mindre strøm gennem hovedet.

Det er dokumenteret, at brief pulse-elektrochok giver færre bivirkninger - men en af verdens førende hukommelseseksperter fastholder, at elektrochok skader hukommelsen, ligegyldigt om stødene kommer fra en gammel eller en ny maskine.

»Folks hukommelse vil under alle omstændigheder blive forstyrret. Der vil være nogle forbigående indlæringsvanskeligheder, og hukommelsen om selve tiden omkring behandlingen vil blive varigt skadet,« siger den amerikanske neurolog Larry Squire fra University of California i San Diego.

Larry Squire har lagt navn til et spørgeskema, der bruges verden over til måling af hukommelse, og han har i flere omgange undersøgt effekten af elektrochok.

Hjerneforskere har ofte et kritisk syn på elektrochok. Herhjemme har Jesper Mogensen, leder af et neurovidenskabeligt laboratorium på Københavns Universitet, foretaget forsøg med elektrochok på rotter - og han slog fast, at rotternes indlæringsevne under behandlingen blev »så godt som elimineret«. De langsigtede virkninger er Jesper Mogensen mere tøvende over for.

»Det eneste sandhed er, at det er nærmest umuligt at sige noget om de langsigtede virkninger. Jeg har set flere undersøgelser, der viser, at personer, der er blevet behandlet med ECT, også på længere sigt har en forringet evne til at lære nyt. Mens andre undersøgelser - som fremhæves af de læger, der behandler med ECT - angiveligt viser, at der ikke er nogen virkninger på længere sigt,« siger han.

"Ikke på vilkår..."

Neurologen Jesper Mogensen er under alle omstændigheder så skeptisk, at han nødigt kunne tænke sig at få elektrochok:

»Hvis jeg var i absolut livsfare, ville jeg nok sige ja. Men hvis jeg var psykisk syg, og lægerne kom og foreslog, at jeg også lige prøvede ECT for at se, om det hjalp, ville mit svar være: "Ikke på vilkår"...«

De fleste danske psykiatere henter deres grundviden om elektrochok i en lille, rød betænkning, som Dansk Psykiatrisk Selskab udgav i 1996. Her er konklusionen om bivirkningerne, at de stort set forsvinder efter seks måneder. Der står også, at det er uafklaret, om elektrochok medfører blivende hukommelsestab.

Betænkningen går let hen over, at de fleste patienter ikke har minder om tiden omkring selve behandlingen med chok, og der gives ingen anvisninger om, hvordan psykiaterne bør informere patienterne.

Måske er det derfor, at informationerne til danske patienter er så svingende.

Poul Videbech, overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Århus, skriver i en ECT-vejledning til personalet, at patienterne på forhånd »bør informeres om at der kan optræde en vis svækkelse af hukommelsen for begivenheder fra før behandlingens start«.

Men denne oplysning kan man ikke finde i den kortfattede folder, som udleveres til patienterne på det psykiatriske hospital i Århus.

Og i en artikel til internettjenesten Netdoktor, skriver overlæge Poul Videbech, at patienternes hukommelse ligefrem kan blive bedre efter elektrochok - angiveligt fordi deres depression forsvinder.

Poul Videbech har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten.

Professor Tom Bolwig fra Rigshospitalet, som var formand for det udvalg, der skrev Dansk Psykiatrisk Selskabs røde betænkning om elektrochok, har også afvist at lade sig interviewe. Professor Raben Rosenberg fra Århus vil heller ikke udtale sig over for Jyllands-Posten.

Vi giver derfor det sidste ord til en patient, Frieda Lorenzen, der har fået elektrochok gentagne gange de seneste 30 år. Det begyndte, da Frieda Lorenzen som 25-årig blev så depressiv, at hun hverken ville spise eller drikke. Hun vejede kun 42 kilo, medicin hjalp ikke, og lægerne besluttede at give hende en serie chokbehandlinger.

»Det var som at se foråret fra det dybeste mørke,« husker Frieda Lorenzen.

Hun fik det hurtigt bedre, og siden har elektrochok hjulpet hende mange gange, fortæller Frieda Lorenzen. Hun er nu 54 år og får regelmæssigt chokbehandlinger, og hun er træt af de »myter og skræmmebilleder«, som præger debatten om elektrochok.

Frieda Lorenzen fortæller dog, at der er en enkelt uheldig bivirkning. Hun har altid haft svært ved at huske tiden lige omkring chokkene, og i dag føler hun også, at elektrochokkene går ud over hendes korttidshukommelse. Selv tre måneder efter en behandling fungerer hendes hjerne »ikke helt normalt«.

Frieda Lorenzen husker dårligere, og hun har sværere ved at optage ny viden.

»Når jeg har set TV-nyheder, har jeg det sådan, at jeg gerne vil se dem én gang til for at få det hele med. Jeg læser også helst avisen to gange,« siger hun.