Fortsæt til indhold
Indland

Dødsdømt nordjysk turistattraktion skal pilles ned inden for to år

Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) ønsker, at Rubjerg Knude Fyr skal stilles op igen efter nedtagningen.

Fyrtårnet på Rubjerg Knude er på vej i havet.

Det har man længe været bevidst om i Nordjylland, men nu har Naturstyrelsen i en ny rapport fældet en dyster dom over turistmagnetens levetid; fyrtårnet skal pilles ned, og arbejdet skal begynde i 2018 eller senest i 2019, lyder anbefalingen ifølge TV 2 Nord.

Den korte deadline er sat ud fra, at det skal være sikkert at færdes i fyret og i området omkring tårnet. Ifølge mediet havde man ellers - i en konservativ prognose - vurderet, at slitagen på klinten ville være sikker for fyret de kommende 10 år.

Kort: JP

Det er nu op til teknik- og miljøudvalget og det nye byråd at nå frem til en løsning om fyrtårnets fremtid - hvis det skal have sådan én. Fra borgmesteren i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), lyder ønsket, at attraktionen, der ifølge ham trækker 500.000 besøgende til området om året, skal genopstå et andet sted. Han siger til TV 2 Nord, at der ligger en lang sagsbehandling forude.

Det vides nemlig endnu ikke hvor, tårnet i så fald skal stå, og hvem der skal betale rejsegildet. Borgmesteren anslår over for mediet, at det vil koste omtrent 10 mio. kr. at flytte tårnet, som teknisk set er Naturstyrelsens ejendom og står på styrelsens jord, bare 30 meter væk.

»Men det er i vores interesse, at det bliver opført igen, så den regning skal vi nok også betale noget af. Det er dyrt, men ikke uoverkommeligt. Men vi skal have en snak med fonde og private, som også har en interesse i fyret. Det er rettidig omhu at sætte gang i snakken nu,« siger Arne Boelt til mediet.

Rubjerg Knude Fyr blev bygget i 1899 og var oprindeligt bemandet af tre personer - en fyrmester, en fyrassistent og en fyrpasser - samt deres familier. Tårnet blev placeret på det højeste sted 200 meter inde i landet, men klinten blev løbende nedbrudt af naturens kræfter i form af sand og vind, og i dag står det vaklende tårn kun få meter fra kanten.

Allerede inden for få år opstod der problemer med sandflugten, som fik fyrpasserens køkkenhave til at sande til og klitten oven på kystskrænten til at stige til vejrs, så skibene på havet havde svært ved at se lyset fra tårnet og høre tågehornet. Driften af tårnet blev droppet i 1968, og efterfølgende blev fyret omdannet til et sandflugtsmuseum under Vendsyssel Historiske Museum i 1980.

Ironisk nok måtte man i 2002 opgive museet netop på grund af sandflugten, efter sandet i årevis stille og roligt havde arbejdet på at begrave fyrbygningerne.

Selvom det længe har været alment kendt, at fyret havde begrænset levetid, blev det i fjor renoveret for godt 3 mio. kr. i samarbejde mellem Realdania og Naturstyrelsen.

Nedenfor kan du se Visit Nordjyllands dronevideo over museet.