*

Kommunalvalg
Indland

Danske overlevende får kompensation af staten

Seks danske thalidomidramte får 1,5 mio. kr. til deling.

Thalidomidsagen kort

Farmaceuter har betegnet ulykkerne med thalidomid som den værste lægemiddelkatastrofe i moderne tid. Det anslås, at der i perioden 1958-62 blev født 10.000 børn i 40 lande med misdannelser forårsaget af kvinders indtag af thalidomid under graviditeten, heraf kun ca. 20 i Danmark.

Jyllands-Posten har afdækket, hvordan de daværende sundhedsmyndigheder bevidst ikke advarede den brede befolkning, da de blev klar over, at thalidomid kunne forårsage fosterskader. Halvdelen af de anerkendte thalidomidramte er undfanget, efter sundhedsmyndighederne kendte til faren.

Sen torsdag aften blev det vedtaget under satspuljeforhandlingerne, at den danske stat - over 50 år efter ulykkerne med thalidomid – skal anerkende de thalidomidramte og udbetale dem kompensation.

Fakta: Thalidomid skabte misdannelser hos 10.000 børn

Beløbets størrelse er på en 1,5 million kroner og skal fordeles mellem de sidste seks danske overlevende fra thalidomidkatastrofen. Alle partier på nær Enhedslisten står bag aftalen.

VIDEO: ”De overvejede at cutte fødderne af mig”

Spørgsmålet om at give kompensation til de thalidomidramte blev ellers afvist, da sagen blev bragt op i Folketinget tilbage i maj. Her talte alle oppositionspartierne - på nær De Radikale – for, at der skulle udbetales kompensation.

Anette Jørgensen har igennem et helt liv levet med konsekvenserne af svære fosterskader på grund af sin mors indtag af præparater med thalidomid under graviditeten. Nyheden kommer som en lettelse, men beløbet er ifølge hende alt for lavt.

»Jeg er rigtig taknemlig over, at vi har fået denne anerkendelse. Det har været meget op ad bakke i lang tid. Jeg synes beløbet, hvis vi skal snakke om penge, er latterligt lavt, og det ligger langt under, hvad de andre lande har givet som anerkendelse.«

Sundhedsordfører for Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen, mener dog, at det er flot, at Folketinget kan finde penge til en kompensation.

»Når jeg kigger på, hvordan vi tidligere fra Folketinget har kunnet give en anerkendelse på ting, som er sket i vores samfund, så er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at finde 1,5 mio. kroner til de thalidomidskadede,« siger han og fortsætter:

»Det her (igennem satspuljeforhandlingerne, red.), havde jeg set som Socialdemokratiets mulighed for, at få sagen løftet hurtigst muligt, efter vi jo havde en forespørgsel i Folketinget, hvor der ikke var et flertal, der bakkede op om at give kompensation. Nu er sagen bragt til ende, og det er jeg rigtig glad for.«

De danske thalidomidskadede havde tidligere krævet en erstatning på tre millioner kroner pr. person, men selvom den kompensation, de nu kan se frem til, er langt fra det oprindelig beløb, så er man dog glade i foreningen for de danske thalidomidskadede.

»Vi ser det som en kæmpesejr, at vi med tildelingen af satspuljemidler endelig har fået statens anerkendelse for sin rolle i thalidomid katastrofen i Danmark. At vi overhovedet har fået tildelt en krone inden for rammerne af dansk tradition, hvor man ikke politisk har for vane at sige undskyld eller til at anerkende sager, der er juridisk forældet, er i sig selv en undskyldning til de thalidomidskadede. Det økonomiske beløb ligger langt under, hvad der er givet i udlandet. Samlet set håber vi, at der i dette tilfælde senere kan aftales et mere retvisende beløb,« skriver foreningen for de danske thalidomidskadede i en fælles udtalelse til Jyllands-Posten.

Flere lande har erkendt et medansvar for håndteringen af præparater med thalidomid. Således betalte Canada i 1991 et engangsbeløb på 80.000 dollars til hver af landets 125 thalidomidofre.

I 2005 beklagede den svenske stat for sin rolle i lægemiddelskandalen og udbetalte en halv million svenske kroner i erstatning til hver af de svenske thalidomidskadede.

I 2010 udtrykte den daværende engelske sundhedsminister, Mike O’Brien, på vegne af Storbritannien en officiel undskyldning i Underhuset til alle thalidomidskadede briter.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her