Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Fransk slankekur er et hit

Den franske slankekur er delt op i fire faser - og varer hele livet. Dansk læge er skeptisk.

Den første bog om slankekuren er blevet solgt i 3,5 mio. kopier og oversat til 14 forskellige sprog. Tre af fem bøger om den franske kur var blandt de mest sælgende bøger i Frankrig sidste år, og på internettet tilbyder hundredvis af websites hjælp og støtte til dem, der forsøger sig med slankekuren. Og nu skal den til at indtage USA.

Der er ingen tvivl om, at Dukan-kuren er et kæmpe hit.

Det er den 69-årige franske læge Pierre Dukan, der står bag slankekuren, og som er udnævnt til at være en fransk version af dr. Atkins. Men det imponerer ikke den danske læge og foredragsholder Jerk W. Langer:

"Mennesker, der vælger at følge Dukan-kuren, har typisk forinden prøvet en masse andre kure uden effekt. Jeg kan godt forstå, at man fortvivlet springer på endnu en slankekur i håb om, at den kan alt det, som de andre lovede uden succes. Men jeg må desværre skeptisk konkludere, at heller ikke Dukan-kuren er løsningen på vores vægtproblemer."

De fire faser i kuren

Dukan-kuren er både inspireret af Atkins-kuren og Vægtvogterne. Kuren har fire faser. I den første må man spise alt det, man vil, af fedtfattige og proteinrige madvarer samt havregryn eller havregrød. I den anden fase må man spise grøntsager - men ingen frugt.

I den tredje fase må kurentusiasterne spise to skiver brød, ost, frugt og to madvarer, der indeholder kulhydrater. Man må ligeledes indtage to ugentlige måltider med vin og dessert. I den sidste fase - som varer resten af livet - må man spise det meste. Der skal blot være én dag, hvor man kun spiser proteinrig mad, skriver New York Times.

Kuren kræver, man går mindst 20 minutter om dagen og tager trapper i stedet for elevatorer.

Kuren er svær at overholde

Selvom kuren er blevet særdeles populær, mener Jerk W. Langer ikke, at den kan udrette mirakler.

"Der er ingen videnskabelig evidens for, at man opnår et varigt vægttab med Dukan-kuren. På kort sigt vil man, akkurat som så mange andre kure, formentlig kunne opleve et vægttab, men det er meget svært at holde kuren gennem længere tid, og derfor ender man med at tage alle de tabte kilo på igen. Dukan-kuren har da i teorien et par gode punkter, især at den lægger vægt på at spise meget protein, samt at man skal skære ned på de hurtige kulhydrater, altså sukker," siger

Han peger på, at der er fordele ved at spise proteinrig mad.

"Proteiner, især fra magert kød og fedtfattige mejeriprodukter, er nok det mest mættende i vores kost, og ny forskning viser bl.a., at proteinerne bør være en hovedbestanddel af en vægtreducerende kost. Desuden ved vi nu, at de hurtige kulhydrater – sodavand, juice, pasta, hvide ris, franskbrød og til dels kartofler – ødelægger insulin-balancen, og ikke blot fører til fedme, men også øger faren for forhøjet blodtryk, blodprop, visse kræftformer samt aldring," siger Jerk W. Langer til fpn.dk.

Råd: Spis vitaminer til kuren

Han tror, at det er de færreste, der på længere sigt kan overholde kuren.

Den stjæler madglæden fra en, og man bliver træt af at spise så ensformigt, siger Jerk W. Langer, der anbefaler, at man spiser en multivitamin-tablet samt et par kapsler omega-3-fiskeolie om dagen, hvis man vil følge den franske slankekur.

"I Dukan-kuren må man ikke spise olier, og det er ikke i tråd med ny viden. Olivenolie og en række andre sunde planteolier hører absolut hjemme i en moderne slankekost, bl.a. fordi de mætter. Desuden er de meget vigtige for bl.a. hjernen," siger han.

LÆS OGSÅ: Derfor svinger din vægt