Søvnmangel er farligt for hjertet
Det kan være farligt at skære i søvnen. Også selv om det kun er i en weekend, søvnen bliver nedprioriteret, skriver metroXpress.
Nogle af symptomerne på søvnmangel kan måles efter en kort periode med søvn på under seks timer, viser en undersøgelse fra Emory Universtitet i Chicago.
Antallet af såkaldt inflammatoriske hormoner i kroppen, der kan føre til hjertesygdomme og hjerteanfald, hvis der er for mange af dem, steg allerede efter kort tid med for lidt søvn hos deltagerne i undersøgelsen.
At kroppen reagerer så hurtigt, overrasker en dansk søvnforsker.
»Vi ved fra tidligere forskning, at langvarig mangel på søvn kan føre til sundhedsmæssige problemer. Men den her undersøgelse viser, at også kortvarig mangel på søvn kan føre til, at det sker forandringer i kroppen. Og det er interessant,« siger Søren Berg, søvnekspert på søvnlægecenteret Scansleep, til metroXpress.
Også på den korte bane
Han understreger, at søvn har stor betydning for helbredet.
»Det viser bare, hvor vigtig søvnen er. Også på den korte bane. Man skal passe sin søvn - det er lige så vigtigt for helbredet som motion,« siger han.
Dr. Alanna Morris, der har stået for undersøgelsen, mener ikke, den er tilstrækkelig, og at der er brug for flere undersøgelser.
»Akut søvnberøvelse fører til en forøget produktion af inflammatoriske hormoner og forandringer i blodkarfunktioner, men vi har brug for mere forskning om fysiologiske effekter af kronisk mangel på søvn,« siger Alanna Morris ifølge Emory Universitetets hjemmeside.