Billig fiskeolie er god nok
Man kan let betale for meget, når man køber fiskeolie, konkluderer Charlotte Jacobsen, der forsker i fiskeolie ved DTU Fødevareinstituttet.
Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger bør vi spise fisk mindst en til to gange om ugen. Men ikke alle er lige gode til at få det spist, og mange køber derfor fiskeolie i form af kapsler eller i flydende form.
Det er bare ikke så let at overskue de utallige fiskeolie-produkter, der står på hylderne rundt omkring på apotekerne, i supermarkederne og i helseforretninger. Charlotte Jacobsen, der forsker i fiskeolie ved DTU Fødevareinstituttet, giver her sin dom over fem tilfældigt udvalgte fiskeoliepræparater.
Konklusion
Der er ifølge Charlotte Jacobsen ikke nogen grund til at købe den dyre fiskeolie frem for den billige. »Men hold øje med, hvad du betaler per gram EPA og DHA. Det er nemlig det, der er det vigtige indhold i fiskeoliekapslerne.«
Matas
Pris: 119,95 kr.
Pris pr. kapsel: 0,71 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 510
Pris pr. g EPA/DHA: 1,38 kr.
Fordele: Dette er det næstbilligste produkt. Dagsdosis kan opnås ved at spise en kapsel. Det er angivet, at A- og D-vitamin kun er til stede i små mængder, så der er ingen problemer med overdosering.
Ulemper: Oprindelse af fiskeolie er ikke angivet. Kapsler formodes at være store, kan være svære for børn at spise. E-vitamin er tilsat (en fordel), men niveau ikke angivet.
Apotek
Pris: 127,95 kr.
Pris pr. kapsel: 1,07 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 275
Pris pr. g EPA/DHA: 3,88 kr.
Fordele: Dagligt behov for E-vitamin dækkes ved 2 kapsler. Kapsler er formentlig nemme at sluge, da de ikke er så store.
Ulemper: Næstdyreste produkt. Fiskeoliekilde ikke angivet. Der kræves 2 kapsler for at dække anbefalet dagsdosis af EPA/DHA. Ingen oplysninger om A- og D-vitamin.
Futura
Pris: 156,95 kr.
Pris pr. kapsel: 1,31 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 450
Pris pr. g EPA/DHA: 2,91 kr.
Fordele: 50 pct. af anbefalet dagsdosis af E-vitamin dækkes ved 1 kapsel. Dagsdosis for EPA og DHA dækkes ved 1 kapsel.
Ulemper: Et produkt i den dyre ende. Kapsler måske store og svære at sluge. Ingen angivelse af fiskeoliekilde.
Netto
Pris: 49,95 kr.
Pris pr. kapsel: 0,50 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 210
Pris pr. g EPA/DHA: 2,38 kr.
Fordele: Et produkt i den billigere ende. Fiskeoliekilde angivet (sardiner, så olien er formentlig fra Sydamerika). Indeholder ud over EPA og DHA også gammalinolensyre og oliesyre, som også har sundhedsfremmende effekter. E-vitaminbehov dækkes ved 2 kapsler. Kapslerne formodes at være små og nemme at sluge.
Ulemper: Oliesyre er lettilgængeligt via andre, billigere kilder, f.eks. olivenolie. Det kræver 2 kapsler at dække dagsdosis. Ingen angivelse for A- og D-vitamin.
X-tra
Pris: 18,95 kr.
Pris pr. kapsel: 0,16 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 120
Pris pr. g EPA/DHA: 1,32 kr.
Fordele: Billigste produkt. E-vitaminbehov dækkes næsten ved indtag af 2 kapsler. Formentlig nemme at sluge.
Ulemper: Fiskeoliekilde ikke angivet. Det kræver 4 kapsler at få et indtag på over 400 mg, hvilket så til gengæld giver et relativt højt indtag af E-vitamin. Hvorvidt dette er et problem, er svært at afgøre. Ingen angivelse af A- og D-vitamin.
Helsekost Eskimo
Pris: 149 kr.
Pris pr. kapsel: 0,60 kr.
Mg EPA/DHA pr. kapsel: 150
Pris pr. g EPA/DHA: 3,97 kr.
Fordele: Det er angivet, at der er tilsat andre antioxidanter end E-vitamin. Dette kan muligvis indikere, at denne olie er bedre beskyttet mod harskning end flere af de andre produkter. Ved indtag af 3-5 kapsler dækkes endvidere 75 pct. af E-vitaminbehovet. Tilsat citrusolie, hvilket måske kan camouflere transmag. Kapsler er små og sikkert nemme at sluge.
Ulemper: Det dyreste produkt. Ingen angivelse af fiskeoliekilde. Man skal spise min. 3 kapsler for at indtage ca. 450 mg EPA+DHA. Ingen angivelser om evt. indhold af A- og D-vitamin.
LÆS OGSÅ: Hold fiskeolie væk fra sukker