Kartoffelmyte florerer stadig
Det skulle være sundere at spise pasta eller ris frem for kartofler. Den myte florerer blandt danskerne.
Og det har blandt andet ramt salget hos Poul Rask Nielsen, næstformand i Dansk Kartoffelproducent-forening.
»Det gør ondt, når der eksisterer sådan et rygte, for et fald på fem til 10 procent i salget kan man altså mærke. Der skal ikke meget overproduktion til, før priserne begynder at stige,« siger Poul Rask Nielsen.
Men ifølge ernæringsfaglig medarbejder Susanne Dunch fra Fødevarestyrelsen er det en misforståelse, der har bredt sig, og som hun løbende forsøger at mane i jorden.
»Mange tror, at man tager på ved at spise kartofler. Men det er en myte. Kartofler er sundere og indeholder færre kalorier end for eksempel ris og pasta,« siger Susanne Dunch til 24timer.
Ved at vende
Hun henviser til, at kartofler indeholder både B- og C-vitaminer og er rige på kostfibre. Samtidig er kaloriemængden værd at tage i betragtning, før man dømmer kartoflen ude af frygt for at tage på. 100 gram kartofler indeholder 80 kalorier, mens brune ris indeholder 368 kalorier og pasta 368.
»Vi anbefaler faktisk, at man spiser kartofler oftere end ris og pasta,« siger Susanne Dunch.
Skal man endelig spise ris og pasta, råder Fødevarestyrelsen til, at det er fuldkornspasta og ris med skal, som indeholder flere kostfibre og mætter længere.
Hos Poul Rask Nielsen og de andre kartoffelavlere er der fokus på at få oplyst om kartoflens sunde sider. Og der er lys for enden af tunnelen, forklarer han:
»Forbruget af kartofler har været faldende de seneste år, men det er ved at vende. Vi skal blive bedre til at oplyse om kartoflen, og vi skal levere en højere kvalitet,« siger Poul Rask Nielsen.