Test: Samsung ES8005 mod LG LM860
LG og Samsung har to spændende LCD-topmodeller på markedet.
Der er ingen tvivl om, at Samsung og LG har været blandt de tydelige trendsettere inden for tv de seneste år. Fra begge at have været outsidere sammenlignet med japanske giganter som Sony og Panasonic er de to koreanske mærker klatret helt til tops i salgsstatistikkerne og kæmper nu om at være øverst på tronen.
Begge nyder fordelen af at have deres egen produktion af LCD-paneler, som gør det lettere at være på forkant med konkurrenterne. Samsung fik et forspring, da de “kuppede” resten af tv-markedet med deres helt tynde LED-baserede LCD-skærme, som nu er blevet den mest udbredte tv-teknik.
Bitre konkurrenter
Samtidig taler vi om to efterhånden ganske bitre konkurrenter. Et af de områder, hvor selskaberne har været på kollisionskurs, er valget af 3D-teknologi. Mens Samsung har deres aktive lukkerbriller, satser LG knaldhårdt på deres passive, polariserende 3D-briller. Og begge påstår lige hårdnakket, at deres løsning er den bedste. Det har resulteret i flere morsomme reklamekampagner, hvor begge parter roser deres egen fortræffelighed og samtidig udpeger konkurrentens svagheder. Næsten som en fejde mellem BMW og Audi.
I år står fejden om OLED, og hvilken OLED-teknik der er den bedste. Samsung har valgt “ægte” OLED-farvedioder, mens LG bruger hvide OLED med farvefilter foran. Begge dele med sine fordele og ulemper, hvis vi skal tro de to producenter, men et endeligt svar får vi først, når de to OLED-modeller befinder sig på testbænken.
Folkelig topmodel
I mellemtiden kører vi en duel mellem Samsungs og LG’s mere “folkelige” LED-topmodeller ES8005 og LM860V i 55 tommers udgave. De må klare sig uden OLED-teknik, men har meget at byde på i form af kraftig billedbehandling, smart-finesser og online-underholdning. Hvilken er bedst og til hvad?
Samsung UE55ES8005 - Stilsikker billedskønhed
Samsungs nye topmodel overtager stafetten fra et af sidste års mest populære tv’er. Kan ES8005 leve op til forventningerne?
Samsung har helt sikkert været med til at bestemme skønhedsidealet for fladskærme de seneste år. Design er meget vigtigt for Samsung, som angiveligt lader designafdelingen diktere udseendet på tv’et, før ingeniørerne har deres at skulle have sagt. I år har de endnu en gang fornyet sig, og det første, man lægger mærke til på årets model, er den nye og bredere sokkel. Den er eksklusiv for 8-serien og kan ikke drejes, men tv’et er så tilpas let at flytte på, at vi ikke oplever dette som noget problem. Mange vil nok alligevel foretrække at hænge tv’et på væggen, og til det har Samsung sit eget wire-ophæng, som forenkler monteringen.
Samsungs topmodel 55ES8005 er et meget veludstyret tv, tæt på komplet, når det gælder udstyr og smarte finesser, og byder desuden på rigtig fin billedkvalitet. Samsung er lykkedes med at forbedre både billede og lyd væsentligt i forhold til sidste års model, 55D8005. Det er nok til at bevare Samsung-modellens position som et af de bedste allround tv-køb på markedet.
Samlet vurdering:
- 5 stjerner af 6 mulige
Pris:
- 24.000 kr.
Plus:
- Knivskarpt og detaljeret billede
- Glatte bevægelser
- Rigtig god filmmodus
Minus:
- Noget “clouding”/lyspletter
LG 55LM860V - Lækkert tv for filmentusiaster
LG LM860V er et helt tyndt tv, som frier til dem, der både er optaget af design og billedkvalitet.
I modsætning til Samsung 55ES8005 er 55LM860V ikke en topmodel. LG har nemlig en endnu mere eksklusiv 960 “Nano LED”-model på toppen af tv-tronen. LM860V er en lidt billigere model, uden det såkaldte Nano-filter, men bruger alligevel et lignende billedpanel med LED-bagbelysning. Designmæssigt er det et meget flot, men minimalistisk tv: Her er der næsten ingen tv-ramme, og billedpanelet går helt ud til kanten af tv’et. LG har lavet ekstra højttalere på undersiden, men det giver også en ulempe: Højttalerdelen stikker lidt ud på bagsiden og hindrer derfor tv’et i at kunne monteres helt ind til væggen.
LG har i flere år været set som en “underdog” på tv-markedet, men efter flere år med hård træning konkurrerer de nu i toppen. 55LM860V er et forrygende kontrastrigt tv med rigtig godt sortniveau. Farvegengivelsen er dog ikke helt så nuanceret og rig som konkurrenten fra Samsung. Hvis du derimod er mest optaget af film og spil i 3D, bør du vælge LG-skærmen, som er klart mere behagelig at se på med sine passive briller.
Samlet vurdering:
- 5 stjerner af 6 mulige
Pris:
- 24.499 kr.
Plus:
- Blændende lysstyrke
- Dybt sortniveau
- Behageligt 3D-billede
Minus:
- Noget ensartede farver
- Tynd lyd
Læs hele testen hos Lyd & Billede/Gear