Apple klar med billig alt i en-computer
Den ikoniske iMac fås nu i en prisvenlig version.
Den stilrene iMac har sat standarden for alt i en-computere og unægtelig spillet en afgørende rolle for, at computere i dag kan være stuevenlige design-objekter, der glider i et med indretning i selv det mest designbevidste hjem.
Hidtil har det dog krævet en pæn investering på et godt stykke over 10.000 kr. at få en iMac hjem i boligen. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Apple er nu klar med en ny 21,5" iMac, som fås væsentligt billigere.
Den nye model har 1,4 GHz dual-core Intel Core i5-processor med Turbo Boost-hastigheder på op til 2,7 GHz samt Intel HD 5000-grafik, 8 GB hukommelse og en harddisk på 500 GB. Ligesom de øvrige iMac-modeller leveres den med 802.11ac-Wi-Fi, to Thunderbolt-porte og fire USB 3.0-porte.
Arbejd sammen med PC-venner
Også softwarepakkerne iLife og iWork følger med. Med iLife kan du redigere dine yndlingsfilm i iMovie, lave ny musik eller lære at spille klaver eller guitar i GarageBand samt organisere, redigere og dele dine bedste billeder i iPhoto. Produktivitetsprogrammerne fra iWork-pakken – Pages, Numbers og Keynote – gør det let at oprette, redigere og dele imponerende dokumenter, regneark og præsentationer. Med betaversionen af iWork til iCloud kan du oprette et dokument på iPad, redigere det på din Mac og arbejde på dokumentet sammen med vennerne, også selvom de bruger pc.
Den nye 21,5" iMac kan købes via Apple Online Store, Apples egne butikker og hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. Den fås fra 8.499 kr., og ønsker man specielle konfigurationer som 1 TB harddisk, 1 TB Fusion Drive og op til 256 GB flash-lagring, kan de tilkøbes.