10 grunde til at foretrække Windows 7
Alle taler om Windows 8, og meningerne er delte. Det er de ikke om Windows 7.
1. Nemt at mestre
Windows 7 blev lanceret I 2009, og de fleste af os har vænnet os til det siden dengang.
Vi er blevet så vant til systemets måde at fungere på, at vi nærmest kan bruge det med lukkede øjne. Efterfølgeren Windows 8 er skabt til trykfølsomme skærme.
Hvis du har en smartphone, er du i vanen med at svirpe og taste på skærmen, men det tager alligevel noget tid at vænne sig til Windows 8. Men lad ikke det kendskab til Windows 7 forhindre dig i at lære nye genveje. Klik på http://windows.microsoft.com/da-dk/windows7/keyboard-shortcuts for at spare tid foran din computer.
2. Mange bruger det
Windows 7 er nu det mest populære styresystem på kloden. Hvis du har et problem, er der stor sandsynlighed for, at en eller flere andre personer har den samme udfordring.
De har sikkert spurgt om hjælp i et forum på nettet eller måske endda blogget om deres erfaringer. Du kan med andre ord tappe denne kollektive viden ved blot at indtaste dit spørgsmål i en søgemaskine.
Skriv bare noget i stil med ”Min mus virker ikke”, og skærmen bliver fyldt med links til tekster, der kan hjælpe.
3. Nemt at reparere
Windows var vellykket fra starten, men er faktisk blevet forbedret hen ad vejen. Microsoft har fået fjernet diverse småfejl. Nogle problemer er ordnet ved hjælp af opdateringer (som Windows normalt henter og installerer automatisk), mens andre kræver en mindre indsats fra brugerens side.
For at give overblik har Microsoft samlet en stor mængde smutveje, som er nemme at følge, og som kan løse en bred vifte af problemer. Du finder tipsene på ressourcesitet http://support.microsoft.com/?ln=da. Klik på Windows > Windows 7.
4. Meget bred support
Drivere er små stykker software, som er placeret mellem din pc og enheder som scannere og printere. De gør det muligt for Windows at kommunikere med periferi-udstyret.
Desværre har ikke alle produkter drivere til alle Windows-versioner. Det kan give problemer at koble en seks år gammel printer på en Windows 8-pc. Det er dog sjældent noget problem med Windows 7. På grund af styresystemets popularitet understøtter producenterne det altid.
5. Ser ganske godt ud
Takket være Aero Glass-skærmfladen er Windows 7 ganske flot. Vindueskanterne ser ud, som om de er lavet af farvede og isbelagte ruder. Hvis du kunne gå tilbage til Windows XP, ville du sikkert synes, at det så kedeligt og gammeldags ud i sammenligning. Windows 8 ser endnu mere opdateret ud, men er ikke så radikalt anderledes i sit look, at Windows 7 virker forældet.
Du kan gøre Windows 7 endnu fiksere med Aero-temaer – samlinger af skrivebordstemaer med tilhørende Aero Glass. Nogle temaer har endda særlige lydefffekter. Du kan eksperimentere med temaerne ved at højreklikke på Skrivebordet, klikke på ”Personlige indstillinger” og vælge et tema.
6. Skabt til medier
Hvis du keder dig, har Windows 7 ”medicinen”: Media Center. Det forvandler din pc til en cd-afspiller, dvd-maskine, et tv (hvis du har et tunerkort) og filmstreamer, og det er indbygget i næsten alle Windows 7-maskiner.
Klik på knappen ”Start”, og skriv Media Center i søgefeltet. I de gamle XP-tider skulle du købe en særlig version af Windows kaldet MCE, hvis du ønskede Media Center, og i dag er programmet ikke længere gratis i Windows 8.
7. Hurtigt og effektivt
Windows 7 er et effektivt styresystem. Det bruger relativ lidt af pc’ens hukommelse og processorkraft, hvilket giver plads til programmerne. Det står i stærk kontrast til forgængeren, det krævende Windows Vista.
Du kan se, hvor stor en del af din pc’s potentielle kræfter der bruges ved at trykke samtidig på knapperne Ctrl + Alt + Delete. I menuen vælger du ”Start jobliste”. Under fanen Ydeevne ses en række grafer.
Den øverste løfter sløret, hvor meget processoren arbejder, mens grafen nedenunder viser brugerhukommelsen.
8. Større sikkerhed
Når det drejer sig om malware og virus, så er Windows 7 mere sikker end Windows XP. Hvis du anvender XP og en ældre version af Internet Explorer, er du et let bytte for it-kriminelle, for ældre versioner af browseren har alvorlige sikkerhedshuller.
I april blev situationen for XP-brugere endnu værre. For der besluttede Microsoft helt at stoppe med opdateringer af det gamle styresystem.
Det var godt nyt for de it-kriminelle, for svagheder i styresystemet, som forbryderne finder, vil ikke blive lukket af Microsoft. Derfor kan det ikke siges tydeligt nok, at du straks skal springe til et nyere styresystem.
9. Længere batteriliv
Der er næsten ikke noget værre end en bærbar pc med dødt batteri. Derfor har Microsoft givet Windows 7 et ret raffineret strømstyringsredskab.
Her kan du balancere forholdet mellem for eksempel hastighed og batteritid. Det kan Windows XP ikke byde på, og strømstyringen i Windows Vista er ret primitiv. Klik på knappen ”Start”, skriv ”strøm” i søgefeltet, og vælg ”Strømstyring” for at få længere batteritid.
10. Søgning på den nemme måde
Windows 7’s søgesystem er genialt. Hvis du for eksempel har skrevet et Word-dokument om et bestemt emne, men slet ikke kan huske, hvor du gemte det, klikker du bare på knappen ”Start”, skriver et ord eller en ordrække fra det manglende dokument i søgefeltet.
Herefter finder Windows dokumentet. Jo mere specifik du er, des færre søgeresultater skal du kigge igennem.
I vores eksempel kan vi huske, at vi havde skrevet noget om Skype, men kan ikke huske, hvor det ligger. I løbet af få sekunder blev vi præsenteret for en liste af dokumenter og filer, hvor ordet ”Skype” indgår.
Søgeresultatet er organiseret i overskuelige kategorier for at lette søgningen. Du kan yderligere indsnævre søgningen med dato og filtype.