Fortsæt til indhold
Digitalt

Kattekilling blev mishandlet og dræbt i Facebook-video

Videoer af katte, som bliver tortureret og dræbt, bryder ingen af mediets regler.

I flere uger har der cirkuleret en video på Facebook, hvor en kattekilling bliver overhældt med tændvæske og brændt levende.

Videoen er blevet meldt til Facebook flere gange af bekymrede brugere, som synes, at videoens indhold er for makabert til at florere på det sociale medie. Men uden held.

Internet-giganten har dog ikke tænkt sig at fjerne videoen, fordi den ikke bryder nogen af Facebooks retningslinjer for upload af billeder og videoer.

"Vi tillader ikke indhold, som direkte opfordrer til vold, men vi prøver at skabe et miljø, som balancerer folks lyst til at udtrykke sig og i nogle tilfælde til at fordømme, hvad de ser," sagde en talsmand for Facebook til Mail Online, efter at flere havde klaget til medierne over Facebooks håndtering af sagen.

I videoen ses to uidentificerede drenge, som hælder tændvæske over en killing, som sidder i en spand. Derefter sætter de ild til killingen, som forsøger at komme fri af flammerne ved at vælte spanden og flygte med ild i pelsen. Killingen forsøger at slukke ilden ved at rulle sig, men en af drengene hælder mere væske over killingen, hvilket får flammerne til at blusse op igen.

Efter at ilden er udbrændt, zoomer kameraet ind på den udmattede killing, og hele seancen ender med, at katten får en plasticpose over hovedet og formentlig bliver kvalt.

Det vides ikke, hvem der har filmet videoen, og gerningsmændene er ikke blevet identificeret, men tusindvis af Facebook-brugere har udtrykt deres raseri over sagen med hårde kommentarer og indrapporteringer til Facebook - men altså uden held.

Det er ikke noget nyt, at dyremishandlingsvideoer florerer på sociale medier. Tidligere i år lagde en franskmand en video på Facebook, hvor han morede sig med at kaste en killing hårdt mod en husmur. Heller ikke dengang fjernede Facebook videoen, mens en version, som blev lagt på Youtube, hurtigt blev taget ned igen.

Manden blev identificeret, retsforfulgt og anklaget for dyremishandling efter episoden.

Videoen med drabet på killingen har skubbet til debatten om, hvad der er okay at lægge på Facebook. Det sociale medie har tidligere været ude med den lange rive over for folk, som har lagt billeder på med nøgenhed eller semi-nøgenhed, fordi det kan være "anstødeligt" over for nogle brugere.

I tilfældet med killinge-videoen har Facebook fastholdt, at retningslinjerne ikke er til for at støde nogen, men at mediet også er til for, at folk skal kunne vise deres foragt over for ting, som sker i virkelighedens verden. En holdning, dyreværnsorganisationen World Animal Protection er enig i.

"Det er også godt, at folk bliver opmærksomme på, at sådan nogle forfærdelige ting rent faktisk sker derude. På den måde kan man ændre folks holdninger, og vi ser tit en masse mennesker, der er rystede over sådan nogle ting," har organisationens presseansvarlige, Kirsten Haug, udtalt til Metroxpress.

Fænomenet med, at brugerne indrapporterer anstødelige eller ubehagelige billeder og videoer, har længe været kendt af diverse dyrebeskyttelses-sider, som er frustrerede over, at billeder og videoer af f.eks. slagtninger af landbrugsdyr er blevet meldt til Facebook.

"Lad venligst være med at melde de her billeder. I kan måske ikke lide at se på dem, men de viser virkeligheden, og hvis I ikke kan tåle virkeligheden så bare forlad siden," skrev Animal Cruelty Exposed i august på sin Facebook-side.

Flere steder på nettet kan man nu finde still-billeder fra videoen af den ene af drengenes ansigt, men indtil videre er mishandlerne ikke blevet identificeret.