Grænsekontrollen er EU’s nederlag

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Seks europæiske lande, herunder Danmark, har nu meddelt EU-Kommissionen, at de vil forlænge deres grænsekontrol. De henviser alle til hensynet til den nationale sikkerhed og truslen fra terrorisme. Hvad der oprindeligt kun kunne lade sig gøre i nationale undtagelsessituationer, er ved at blive en ny europæisk normalitet.

Det er en trist konstatering. Europa uden indre grænser er stadig en drøm, men den er blevet svigtet af Europas politikere. Schengen-aftalen afskaffede de nationale EU-grænser under den klare forudsætning, at der blev etableret en effektiv kontrol ved de ydre grænser. Det sidste er aldrig sket. Derfor går de enkelte lande enegang.

Politikerne ved godt, at den er gal. Det har været fast rutine siden flygtningekrisen i 2015, at de har lovet forbedringer af kontrollen med de ydre grænser. Både store vindere og tabere ved nationale valg, senest taberen Angela Merkel i Tyskland og vinderen Sebastian Kurz i Østrig, har sat den ydre grænsekontrol øverst på dagsordenen.

Danmark og den danske regering kan stilfærdigt konstatere, at hvad der oprindelig var en meget omstridt dansk enegang, der udløste heftig kritik ikke mindst i vort naboland Tyskland, nu kopieres i land efter land. Der er såmænd ingen grund til at hovere, for det sker på en sørgelig baggrund; en allestedsnærværende terrortrussel. Men Danmark er ikke længere alene, som man ellers undertiden kan få indtryk af i den danske debat. Ikke mindst tyske politikere har måttet æde megen af den kritik, de oprindelig rettede mod den danske grænsekontrol, i sig igen. Tyskland gør nu selv præcis det samme og griber i øvrigt til mange af de samme initiativer som den danske regering, f.eks. annoncering i den arabiske verden om udlændingepolitiske stramninger.

Man kan i lang tid diskutere effekten, ressourceforbruget og den grundlæggende logik i at genindføre en national grænsekontrol, men man kan næppe diskutere det dybere psykologiske behov, som den imødekommer. Med terror som en ny udfordring i de åbne, europæiske samfund følger behovet for at reagere synligt og drastisk, når terroren rammer. Det er såre menneskeligt. Og politikerne kan i øvrigt skele til alskens meningsmålinger, der viser klar folkelig opbakning til de genindførte kontroller.

Men spørgsmålet er stadig ekstremt politiseret, ja emotionaliseret. At der nu faktisk patruljerer bevæbnede soldater rundt i gaderne i danske byer, som ydermere er blevet udstyret med betonklodser og sikkerhedsanordninger af alle slags, er på en underlig måde ikke nær så politisk kontroversielt som netop grænsekontrollen. Foranstaltningerne er ret beset lige psykologisk funderet. De skal give indtryk af en øget sikkerhed, og de mobiliserer en folkelig opmærksomhed om det nye trusselsbillede, men alle er nok enige om, at de ikke i sig selv forhindrer ret mange nye terroraktioner, hvis terrorister virkelig vil slå til.

Der er ikke udsigt til, at grænsekontrollerne i Europa afskaffes lige med det samme igen. EU-Kommissionen og de enkelte medlemslande kan strides om det teknisk-juridiske grundlag. Men der vil gå lang tid med at få kontrollen med de ydre grænser på plads, og der vil gå endnu længere tid, før EU’s oprindelige Schengen-svigt er sonet hos borgerne.

At det skulle være EU selv, som saboterede en af de største gevinster ved det europæiske samarbejde – de åbne indre grænser – er en smertelig konstatering. Desto hårdere må samme EU arbejde på at rydde op efter sig selv.