Endelig vælger regeringen og DF den liberale vej

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Omstillingen fra afhængighed af fossile brændsler er en proces, hvor det officielle Danmark især i internationale fora gerne vil bryste sig af at være et foregangsland.

Det grønne image glorificeres, men vi leder i de højstemte taler forgæves efter oplysninger om, at Danmark har de højeste elpriser i EU. I forvejen må danskerne tåle verdens højeste skattetryk, og det er ensbetydende med, at den reelle pris på elektricitet, når indkomsten til at betale den medregnes, ubetinget er verdens højeste. I mange år har befolkningen tålt denne fremfærd, da man har stolet på løfterne om, at de store initialinvesteringer i vedvarende energi, læs: vindmøller, ville komme mangefold hjem igen, da vedvarende energi på langt sigt ville kunne konkurrere på lige fod med andre energikilder og dermed hverken ville have behov for direkte eller indirekte statsstøtte.

Som så meget andet fra politisk hold har disse løfter vist sig at være løgne. På trods af at vindmøllerne bliver stedse større og ifølge producenterne stedse mere teknologisk avancerede, opstilles de kun på grund af meget lukrative støtteordninger tvangsbetalt af de værgeløse forbrugere.

Også løfterne om, at et liberaliseret elmarked ville føre til lavere elpriser for forbrugerne, har vist sig at være løgn. Som vi har afdækket her i avisen, har lokale og regionale elselskaber anført af vidtløftige direktører, bestyrelser og repræsentantskaber kastet forbrugernes penge i grams i et omfang, der giver mindelser om en tarveligt drevet bananrepublik.

Gang på gang har vi på denne plads krævet, at hvis der overhovedet skal gives nogen form for offentlig støtte til vedvarende energi, skal det ske på en sådan måde, at der sikres fri konkurrence på markedsøkonomiske vilkår, da ambitionen må være at fremme udviklingen af de teknologier, der tjener forbrugerne bedst og billigst.

Ulykkeligvis har der i Folketinget været noget nær konsensus om at favorisere vindmøller med det resultat, at der i Danmark har udviklet sig et vindregimente, hvor forbrugerne står som de store tabere. Ikke alene er vindmøllerne fortsat dybt afhængige af støtte, som forbrugernes tvinges til at betale. Alt for mange steder i landet må forbrugerne også lide under at være naboer til vindmøller med alle de gener, som det medfører. Det gælder dog ikke i Storkøbenhavn og Nordsjælland, hvor man gerne vil være grøn, men tydeligvis ikke ønsker at have vindmøller i nabolaget ud over en række pyntemøller ved indflyvningen til Københavns Lufthavn.

Længere rækker den grønne solidaritet trods alt ikke.

I et opsigtvækkende nybrud har regeringen og Dansk Folkeparti indgået et forlig, hvor sol- og vindenergi skal konkurrere på lige fod om støttekronerne; præcis som anbefalet af Energikommissionen. Det er yderst forstandigt, men straks sætter hylekoret ind fra vindmølleindustrien og dens klakører. Aldrig har det været mere tydeligt, at den såkaldt ”grønne omstilling” ikke drejer sig om vedvarende energi, men om klokkeren statsstøtte til en nøje afgrænset gren af industrien.

Danskerne skal ikke have den bedste vedvarende energiteknologi til den laveste – og helst støttefri – pris udviklet i fri konkurrence på markedsøkonomiske vilkår. Nej, danskerne skal have tvangsstøttede vindmøller i titusindvis.

Heldigvis viser regeringen og DF sig i denne sag at være sande liberale, der vil forbrugernes bedste. Måtte det på alle andre politiske områder blive begyndelsen til et langvarigt og tæt samarbejde ad liberalismens dynamiske vej.