USA har for tiden ikke meget at fejre den 4. juli

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Overalt i USA vil de samles; millioner af familier, venner, bekendte og kollegaer for at fejre uafhængighedsdagen den 4. juli afsluttende med fyrværkeri i rødt, hvidt og blåt.

Spektakulært vil det være, men også dække over, at USA er et hus i splid med sig selv som sjældent set i nationens 241-årige historie. Splittet på grund af nu to præsidenter, der ikke har været samlende lederskikkelser, og splittet på grund af en kongres, der investerer væsentligt mere energi i at finde splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget.

På fredag samles G20-landenes stats- og regeringschefer i Hamborg til deres årlige topmøde, men hvor præsident Xi Jinping lægger vejen forbi Moskva til politiske drøftelser med sin russiske kollega Vladimir Putin, og dermed understreger Kinas målrettede strategi om at blive den dominerende nation i verden, har USA’s præsident Donald J. Trump brugt weekenden på at tweete en video af sig selv, hvori han bryder med og slår på, hvad der skal forestille en unavngiven medarbejder fra tv-stationen CNN.

Set på transatlantisk afstand er det svært at se en sådan adfærd styrke den præsidentielle værdighed, men det tweetede videoklip er blevet det hidtil mest delte på sociale medier fra Donald Trump, hvilket er en påmindelse om, at millioner af amerikanske vælgere ikke synes at vakle i opbakningen til deres ukonventionelle præsident.

CNN er et af præsident Trumps fjendebilleder i den amerikanske medieverden. For en uge siden måtte stationen meddele, at den trækker en historie tilbage om en russisk investeringsfonds forbindelser til Trump-administrationen, fordi den ikke kunne bakke alle påstande, der fremsættes, op med faktuelt ubestridelig dokumentation. I konsekvens heraf måtte den administrerende redaktør for undersøgende journalist hos CNN samt to af hans medarbejdere forlade deres stillinger, hvilket blot har næret præsidentens påstand om, at han er offer for falske nyheder fra fremtrædende medier.

USA’s troværdighed får det næppe bedre af, at såvel Repræsentanternes Hus som Senatet synes at befinde sig i en dysfunktionel tilstand. Republikanerne har flertal i begge kamre i Kongressen, men har indtil nu ikke evnet at omsætte denne styrke til praktisk politik.

Præsident Trumps valgløfte om at afvikle den sundhedsreform, kaldet ”Obamacare”, der var forgængeren Barack Obamas eneste større politiske sejr, er foreløbig ikke blevet til noget, fordi ikke så få republikanske senatorer frygter for konsekvenser af, at millioner af amerikanere vil kunne miste selv deres sparsomme sundhedsforsikringer.

Ingen debatterer, hvorfor USA bruger en halvanden gang så meget på sundhedssektoren som andre industrilande uden at få synderlig merværdi for pengene, og i tilgift efterlade millioner uden andet end den mest basale sygesikring.

Demokraterne bidrager ikke til den politiske proces, men sætter deres lid til, at den særlige undersøger, Robert S. Mueller III, vil formå at finde beviser mod præsident Trump af en kaliber, der kan bane vejen for en rigsretssag.

USA’s globale lederskab er vigende; især fordi såvel præsident Trump som hans forgænger har formøblet en stor del af den respekt, der naturligt bør stå om Det Hvide Hus. Der er næppe grund til at tro, at præsident Trump i Hamborg vil formå at genvinde noget af den tabte respekt, men tværtimod er der risiko for, at USA efter topmødet vil stå yderligere svækket på den globale scene. Dagens fest og fyrværkeri kan ikke skjule, at amerikanerne ikke har synderligt meget at fejre.