Ubegrænset statsgaranti til italienske banker

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Meddelelsen fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i fredags var umisforståelig: To regionale banker i Norditalien, Veneto Banca og Banca Popolare di Vicenza, står »med overvejende sandsynlighed i begreb med at gå ned«.

På den baggrund mente regeringen i Rom ikke at have andet valg end med en statsgaranti på 125 mia. kr. at beordre likvidationen af de to banker. Dermed er der teknisk set ikke tale om en bankredning, men en kontrolleret afvikling.

Derfor har EU-systemet fra EU-Kommissionen over Den Fælles Afviklingsinstans til ECB accepteret, at der ikke er tale om brud på Bankunionens grundlæggende præmis om, at skatteyderne ikke hænger på regningen, når banker går ned.

Formedelst én euro er de sunde aktiver fra de to banker solgt til Intesa Sanpaolo, Italiens mest velkonsoliderede bank. Oven i handelen får storbanken 5,2 mia. euro i kapitaltilskud fra den italienske stat, der primært skal dække omkostningerne ved at lukke 600 af de 960 filialer og afskedige mindst 4.000 af de 10.800 ansatte i de to banker. Til gengæld vil alle nødlidende lån, der udgør 37 pct. af den samlede låneportefølje i de to norditalienske banker, blive overført til en såkaldt skraldespandsbank, hvor den italienske stat stiller 12 mia. euro til dækning for de potentielle tab.

Med andre ord bliver de potentielle tab nationaliseret, men gevinsten privatiseres, hvilket er præcis, hvad Bankunionen er blevet skabt til at forhindre.

Den ulidelige lethed, hvormed den italienske regering har kunnet køre afviklingen af de to nødlidende banker via den nationale konkurslovgivning i stedet for gennem Den Fælles Afviklingsinstans og dermed Bankunionens regelsæt, kan kun tjene til at nære den allerede store folkelige skepsis over for EU's talrige institutioner.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har sagt god for konstruktionen, da statsstøtten til de to banker angiveligt ikke skulle være konkurrenceforvridende, hvilket er en mildt sagt særegen form for Bruxelles-logik. Accepten begrundes med, at 300.000 "almindelige italienere" har købt obligationer udstedt af de to banker, og at disse penge ville gå tabt, hvis de to havnede i hænderne på Den Fælles Afviklingsinstans. Italien har et dybt fragmenteret marked med ca. 700 banker, der har nødlidende lån for 360 mia. euro svarende til en tredjedel af alle nødlidende banklån i euroland.

De usunde italienske banker, som man i lighed med Veneto Banca og Banca Popolare di Vicenza ikke politisk tør lade gå ned, kan nu agere i sikker forvisning om, at skatteyderne hænger på regningen for deres dårlige låneforretninger.

Næppe noget kan være mere konkurrenceforvridende.

Bankunionens regelsæt siger, at aktionærerne i tilfælde af en bankkollaps skal bære det første tab. Herpå følger ejerne af de obligationer, som banken har udstedt, og om nødvendigt den del af indlånene, der overstiger indskydergarantien på 100.000 euro. I de to norditalienske banker bliver ejerne af foranstillede obligationer reddet af skatteyderne, og det samme gør indskydere med mere end 100.000 euro på kontoen.

I det stærkt EU-skeptiske Norditalien er EU-systemet åbenbart villigt til at lukke øjnene for, at Bankunionen undermineres, hvad der i andre dele af Europa blot vil styrke opfattelsen af, at der altid gælder særregler for de store EU-lande.

Man skulle tro, at brexit har læst Bruxelles lektien, men tydeligvis skal der mere til, når skatteyderne tvinges til at redde elendigt drevne italienske banker, som til overflod nu kan køre videre med en i princippet ubegrænset statsgaranti.