*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Folkehjemmet hærges af vold

Volden eksploderer i Sverige. Langsomt krakelerer den statsautoriserede idyl.

Retsstaten Sverige er presset til det yderste, og der begynder at komme sprækker i det officielle Sveriges hændervridende bortforklaringer og relativeringer af et kriminalitetsbillede, der lige nu forekommer at være ude af kontrol. Men set udefra er det stadigvæk den manglende vilje til åbent og ærligt at diskutere den statsautoriserede, multikulturelle idyl, som må bekymre Sveriges naboer mest.

Op til weekenden efterforskede politiet i Stockholm 47 mord og 57 mordforsøg. Alene i hovedstaden menes 12 forskellige bandekonflikter at være i gang. Kuglerne flyver om ørerne på sagesløse borgere, og volden bliver mere og mere hæmningsløs. Ledende politifolk taler nødtvungent åbent om no go-zoner i dele af indvandrerghettoerne i byer som Stockholm og Malmø. Voldtægtsstatistikken, ikke mindst for gruppevoldtægter, er alarmerende, men typisk nok er der mere fokus på en ændring af opgørelsesmetoden, der har øget tallene, end på selve overgrebene.

Det er efterhånden længe siden, at daværende statsminister Fredrik Reinfeldt udnævnte Sverige til en humanistisk stormagt, der havde plads nok til verdens flygtninge, om ikke andet så i de dybe, svenske skove. Hans eget parti, Moderaterna, har for længst åbnet for en vis dialog med de forkætrede Sverigedemokraterna, men ellers er det stadig de refleksagtige afværgemekanismer i den offentlige debat, der springer mest i øjnene.

Da politichefen Peter Springare forleden sagde det, som det var – at der er en klar overvægt af arabiske og afrikanske navne i kriminalitetsstatistikkerne – var det igen ham som budbringer, som politikere og medier faldt over i stedet for at kigge nærmere på, hvad han egentlig sagde.

Da præsident Donald Trump for nylig rettede søgelyset mod volden i Sverige, fik han detaljerne rodet sammen, og man kan bestemt diskutere, om det er en opgave for en præsident at fare frem på den måde. Men tankevækkende var ramaskriget i den offentliggjorte – i modsætning til den offentlige – mening i Sverige. Alle gode kræfter kom på banen for stærkt indigneret at afvise fra en ende af, at der muligvis kan være lidt om snakken. Den onde ironi var så, at netop i de dage accelererede volden i gaderne til et nyt niveau.

Den forløjethed, der præger den svenske debat, lader sig ikke opretholde i det lange løb. Misforholdet mellem den officielle, idylliserede version af folkhemmet Sverige og så den rå virkelighed, som alle kan få øje på, er simpelt hen blevet for stort. Også i Sverige er der grænsekontrol og løbende stramninger af udlændingelovgivningen. Der tales ikke for højt om det, men det sker, og der er en grund til det. Sverige er blevet selve beviset på, at den gamle debat for længst har fundet sin afgørelse: Jo, antallet af indvandrere fra ikkevestlige lande betyder i den grad noget. Det er ikke kun et spørgsmål om god vilje og tilstrækkelig integration.

Mediernes svigt er til at tage og føle på. Medierne, som de er flest, har allieret sig med det politiske system om at kigge væk og bortforklare, i hvad der opfattes som en højere sags tjeneste. Når krudtrøgen i gaderne har lagt sig, venter et pinagtigt selvopgør også blandt svenske medier.

Forskellene i debatniveau mellem Sverige og Danmark, når det gælder et så følsomt emne som indvandring, er slående. Den danske debat er langt ærligere og mere uforfærdet; man kunne sige demokratisk moden. Kig til Sverige og se, hvordan det går, når politikere og medier i uskøn forening vil skåne befolkningen for virkeligheden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Boykot Læger uden grænser

Morten Uhrskov Jensen
Fra humanitært arbejde til hjælp til menneskesmuglere.

Blog: Muslimske mænd er dejlige

Camilla Schwalbe
"De trænger til at vide, at den understrøm af mistroiskhed og fordømmelse, som mange af dem (op)lever med i hverdagen, ikke deles af os alle".

Blog: Se mere tysk tv!

Finn Slumstrup
Vi kan lære af debatkulturen i vort sydlige naboland.

International debat: I øjeblikket vil Repræsentanternes Hus formentlig ikke indlede en rigsretssag mod præsident Trump, hvis den igangværende undersøgelse indikerer, at der har været en forbindelse til Rusland under det amerikanske valg. Derfor kan midtvejsvalget i 2018 blive “rigsretsvalget”

David Ignatius
Undersøgelsen af den amerikanske præsident Donald Trumps påståede forbindelse til Rusland og eventuelle beviser på ulovligheder skal henvises til Repræsentanternes Hus som bevis på mulig overtrædelse af reglerne for embedsførelse. I øjeblikket vil det republikanskdominerede kammer formentlig ikke indlede en rigsretssag. Derfor kan det reelle kollisionstidspunkt blive midtvejsvalget i 2018.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her