Der er intet alternativ til EU

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skal Den Europæiske Union bevæge sig mod at blive en egentlig politisk union med f.eks. fast plads i FN's Sikkerhedsråd, eller skal det europæiske samarbejde skaleres ned til blot at være en handelsunion med ét indre marked?

Dette er yderpunkterne i den hvidbog, som EU-Kommissionen har udarbejdet, og som danner udgangspunkt for drøftelserne på EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag.

Efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU samt voksende støtte til partier i medlemslandene, der enten er EU-skeptiske eller EU-modstandere, er der et påtrængende behov for, at de tilbageværende 27 EU-lande får en dybtgående drøftelse af retningen for det fremtidige samarbejde.

Ingen kan være i tvivl om det grundlæggende forstandige i det fælleseuropæiske projekt, som EU er udtryk for.

I 1900 var en fjerdedel af verdens befolkning europæere. I dag udgør Europa kun 6 pct. af verdens befolkning. I midten af dette århundrede vil selv det største EU-land udgøre mindre end 1 pct. af den globale befolkning.

Med mindre Europa evner at tale med én stemme og fremstå som ét fælles marked, vil den globale indflydelse blive minimal. Det ene af Europas permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd – Storbritannien – er på vej ud. Hvis Marine Le Pen måtte vinde det forestående præsidentvalg i Frankrig, har hun bebudet en folkeafstemning, der i sin yderste konsekvens kan føre til, at Europas andet permanente medlem af sikkerhedsrådet forlader unionen.

Det er perspektiver som disse, der bør veje tungt for EU-landenes stats- og regeringschefer.

Ja, der er stor uenighed om kursen medlemslandene imellem. Ja, der er fortsat meget i den europæiske konstruktion, der endnu ikke fungerer som lovet. Schengen-aftalen brød sammen, da den for alvor blev sat på prøve. Dels på grund af konstruktionsfejl især i forhold til håndhævelsen af de ydre grænser, dels fordi det største EU-land uden at spørge andre tilsidesatte Schengen på fællesskabets bekostning, og dermed for alvor bidrog til at give den folkelige skepsis næring.

Det indre marked for erhvervslivet fungerer i al væsentligt, hvorimod det samme ikke er tilfældet for de europæiske forbrugere. Statsgældskrisen har blotlagt konsekvenserne af, at der blev indgået for mange kompromiser, da euroen blev skabt. Tyskland har et betalingsbalanceoverskud så stort, at det er en destabiliserende faktor i europæisk økonomi.

Fejl og mangler er ikke svære at få øje på, men hvad er alternativet? En tilbagevenden til det Europa, hvor vi på varme sommerferiedage tilbragte timer i kø for at krydse grænserne? Den Kolde Krigs Europa? Det Europa, hvor kun de største lande blev lyttet til på den geopolitiske scene?

Europæerne har alt for meget at tabe ved en tilbagevenden til den Hjerl Hede-model, som nogle så sværmerisk forsøger at fremmane som det nye europæiske ideal.

Omvendt er det en udfordring, at regeringscheferne for EU’s fire største lande i mandags på Versailles-slottet gjorde det klart, at de vil fortsætte den europæiske integrationsproces, og at de dermed er parate til at acceptere et Europa i flere hastigheder. De fire – Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – vil bl.a. søge harmonisering inden for områder som forsvar samt social- og skattepolitik.

Det er første gang, at det kan blive officiel politik med et Europa i flere hastigheder, men det siger sig selv, at de fodslæbende EU-lande ikke har nogen ret til at diktere kursen for de lande, der ønsker at realisere det europæiske projekt.