Græske teenagere

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

En gammel vits blandt diplomater går ud på, at Grækenland i sin tid kun blev optaget i EU, fordi man på den måde kunne være sikker på, at Tyrkiet ville blive holdt udenfor. Siden er der flydt meget vand gennem Det Ægæiske Hav. Grækerne og tyrkerne, der engang var ærkefjender, er lykkeligvis kommet på bedre fod. De seneste år har Tyrkiet med sin stadigt mere selvforelskede leder, Recep Tayyip Erdogan, helt af sig selv fjernet sig fra et unionsmedlemskab.

Men Grækenland er fortsat med, og det står stadigt mere klart, at det på mange måder var en fejl, og at indlemmelsen i eurozonen var en katastrofe. Grækerne – i det mindste de toneangivende – opfører sig som utilpassede teenagere, selv om de for længst burde have nået voksenalderen.

Det har været sagt nogle gange, men lad os tage den én gang til for d’herrer Tsipras og Varoufakis, henholdsvis regeringschef og finansminister i Athen: Det er ikke det øvrige Europas, kapitalismens eller Den Internationale Valutafonds skyld, at Grækenland nu i årevis har befundet sig på fallittens rand, og det er slet ikke Tysklands skyld. Navnlig sidstnævnte hævdes fortsat af grækerne, som fortsat gerne sammenligner forbundskansler Angela Merkel og finansminister Wolfgang Schäuble med nazister.

Dermed viser de for det første en historieløshed, for det andet håner de titusinder af landsmænd, som blev ofre for nazismen under Anden Verdenskrig (hvis det var folk som Merkel og Schäuble, der herskede dengang, kan det jo ikke have været så slemt, er en tolkning, som ligger lige for), og for det tredje dokumenterer de, at de ikke tør løse krisen på fornuftig og gennemtænkt vis.

Heldigvis for grækerne, og Europa, er hverken Merkel eller Schäuble kendt som opfarende gemytter, om end der hos sidstnævnte undertiden kan ryge en finke af fadet. Men over for Grækenland har Schäuble, som kansleren, opført sig eksemplarisk. Varoufakis har hånet ham, Tsipras har beklaget sig over ham, og den tyske finansminister har ikke sagt ét forkert ord. Han har sågar hævdet, at Varoufakis altid har opført sig korrekt over for ham, hvilket virkelig er at strække sandheden.

Tyskerne har altså, som det øvrige EU, søgt at bevare en saglig tilgang til Grækenland, men er nærmest blevet til grin. Grækerne har prøvet deres gamle taskenspillertricks, som resten af Europa efterhånden kender. Hjemme har de søgt at sælge det hele som en succes, men sandheden er, at de har tabt over hele linjen. Næsten ingen af deres overvejende vanvittige valgløfter har kunnet indfries. Det er den yderste venstrefløj, som med en rørende naivitet har stemt på dem, ved at erkende, og kvitterer med til dels voldelige demonstrationer.

Det skal retfærdigvis nævnes, at uansvarlig politik i Grækenland ikke er noget, Tsipras og Varoufakis har fundet på. Såvel socialdemokratiske som borgerlige forgængere har været skyldige i skandaløs regeringsførelse, og det er en ynk at se f.eks. den tidligere premierminister Giorgos Papandreou rejse verden – og især USA – rundt for at beklage sig over EU’s håndtering af krisen og komme med gode råd. Men Tsipras og Varoufakis har videreudviklet galskaben.

Grækenland er ikke det eneste EU-medlem i vanskeligheder. Men stort set alle andre lande – fra Irland over Portugal til de baltiske lande – har fokuseret på at få orden i eget hus, effektivt og værdigt. Det mangler vi at se fra Athen, og det er sidste udkald, hvis man ikke helt vil forlade det gode selskab.