Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Biltid er fortsat spildtid

Birte Gam-Jensen, Faaborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mere motorvej og højere hastighed er en del af det seneste lovgrundlag, og nu har transportminister Ole Birk Olesen (LA) meldt ud, at det bliver en realitet, angiveligt fordi man forventer, at det kan spare transporttid. Der er ikke meget sparet i bilkøerne, og flere motorveje løser ikke det problem. Biltid er fortsat spildtid. Derimod kan tiden i den kollektive transport udnyttes, fordi digitaliseringen har gjort det muligt at arbejde i tog og bus.

Højere hastigheder på landevejene vil skræmme de sidste cyklister væk. Hvordan harmonerer det med ønsket i regeringsgrundlaget om bedre folkelig sundhed, hvis man tvinges over i biler? Ganske vist lover ministeren, at visse strækninger på landevejen sikres.

Det skal siges: Det er ret dejligt at cykle på cykelsti i forhold til landevej, men cykelstier lærer ikke bilisterne at tage hensyn, så hvis vi har en ambition om hensynsfuld bilisme og levende, bløde trafikanter, bør man i stedet nedsætte hastigheden, så landevejen bliver cyklistvenlig.

Den logiske, miljøvenlige og menneskevenlige transportløsning vil derfor være en fornuftig offentlig transport, flere tog og busser, så man reelt kan spare tid. Desværre står der i regeringsgrundlaget, at den offentlige transport skal markedsorienteres, og det ved man jo nok, hvad betyder i neoliberalistiske termer: Efter at have udsultet offentlig transport i årevis og jaget folk over i egne biler – med individuelle udgifter, ressourceforbrug og forurening til følge – tilpasser man den kollektive transport til ”tre årlige rygsækturister” uden for hovedbyerne.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.