Man sender ikke et barn i aflastning, når man vil holde ferie i udlandet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»I får ingen hjælp med til udlandet. I stedet kan I sætte jeres datter i aflastning her i kommunen, mens tvillingebror, storebror og begge forældre rejser til Italien for at fejre morfars 70-års fødselsdag.« Det var den besynderlige besked, en familie, der har et barn med muskelsvind, fik fra kommunen. Og familien er langtfra alene. I de tilfælde, hvor et barn med muskelsvind har brug for massiv hjælp og støtte både dag og nat, betyder det reelt, at hele familien bliver afskåret fra at komme på ferie i udlandet.

Det handler ikke om, at kommunen skal betale rejse, ophold eller det, der ligner. Mennesker med handicap skal ikke have bedre muligheder end andre. Det handler ene og alene om, at familierne gerne vil bevare hjælpen, selv om de passerer en landegrænse. Den hjælp, de kan tage med til Skagen og Bornholm, skal de også kunne tage med til Malmø og Hamborg.

Kommunens ”løsningsforslag” med aflastning er absurd. Jeg har aldrig mødt en familie, som kunne drømme om at sende barnet med muskelsvind en uge i aflastning, mens resten af familien tager på ferie. Vi taler om kvikke børn, der også gerne vil på ferie sydpå. Som forældre kan man selvfølgelig ikke sige: »Du kan ikke komme med, fordi du har muskelsvind,« eller »fordi det er for besværligt«.

Aflastning er en både dyr og helt ubrugelig løsning, som i dette tilfælde ikke aflaster, men derimod belaster familierne. For det, de har brug for, er ferietid sammen som alle andre familier. Problemet er opstået ved, at den praktiske hjælp, familierne hver dag får til børn med handicap, af tekniske grunde blev flyttet fra den ene paragraf til den anden. Desværre står den ny paragraf ikke i udlandsbekendtgørelsen, og man må derfor ikke modtage hjælp i udlandet.

Indtil for tre år siden var det helt normalt, at familier med børn med muskelsvind fik hjælp efter en paragraf, som man gerne må tage med til udlandet. Dermed har det også været helt almindeligt, at familierne kunne søge støtte til merudgifterne ved at have hjælperen med under en kortvarig ferie i udlandet. Når man først tager noget fra familierne for senere at give det tilbage, kan det næppe samlet set betegnes som en ekstra udgift.