Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Er erhvervsnetværk en kommunal opgave?

Thomas Rosenkrands, direktør, MBA, Roslev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med risiko for at fremstå som en bitter, gammel mand, skriver jeg dette debatindlæg. På fjerde år driver jeg privat virksomhed. Og jeg bliver slemt nervøs, hver gang jeg ser kommunerne spille med de erhvervsmæssige muskler. Især naturligvis, når det handler om en af mine kerneopgaver.

Senest har jeg fra flere kommuners side oplevet, at kommunerne eller deres erhvervsråd etablerer deciderede erhvervsnetværk eller afholder netværksmøder for erhvervsvirksomheder. Og det må kommunerne ifølge erhvervsfremmeloven godt, så længe det ikke virker konkurrenceforvridende. Men jeg har mere end svært ved at se, hvordan man kan undgå at forvride konkurrencen, når man afholder arrangementer eller etablerer erhvervsnetværk, som kunne være gennemført på kommercielle vilkår. Eksempelvis en ”business breakfast” i Thy eller etablering af erhvervsnetværk i kommunalt regi, hvad enten det er på Mors, i Tønder eller andre steder i landet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at etableringen af ”mine” erhvervsnetværk er blevet understøttet af min egen kommunes erhvervsindsats (Skive). Derfor er jeg helt med på, at det kan give rigtig god mening, at kommunen er med til at sparke netværksaktiviteterne i gang, der hvor de ikke allerede er i gang. Og det kan også give god mening, at kommunen driver erhvervsnetværk i områder, hvor der ikke er basis for drift på kommercielle vilkår.

Problemet opstår først, når det bliver en del af den kommunale kerneopgave at drive erhvervsnetværkene. Derved kan man i mine øjne ikke undgå at forvride konkurrencen.

For min virksomhed er ikke den eneste spiller på netværksbanen. Der må derfor være andre, der som jeg spørger sig selv, om det virkeligt kan være en kommunal kerneopgave at drive erhvervsnetværk og afholde netværksmøder for erhvervsdrivende?

Og hvis det er, har jeg et forslag til, hvor vi kan spare lidt skattekroner.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.