Intet komisk ved socialdemokratisk svigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Det er efterhånden svært at tage alvorligt,« skriver historieprofessor Claus Bryld i et svar til mig i JP 19/4 om min kritik af tre socialdemokraters Moskva-rejser og Socialdemokratiets svigt under Den Kolde Krig – en kritik, han »efterhånden« er tilbøjelig til at betragte som komisk.

Nu er kritikken af Socialdemokratiets betændte og skadelige sikkerhedspolitik i ”fodnoteperioden” 1982-88 ikke bare noget, jeg har fundet på. F.eks. påviste tidligere ministerråd Nils Jæger i 1999 i sin bog ”Det historiske svigt”, hvor farligt og illoyalt det var, da Socialdemokratiet sammen med bl.a. De Radikale eksperimenterede med Danmarks sikkerhed med ikke mindre end 23 ”alternative” sikkerhedspolitiske dagsordensforslag, der fremtvang dansk enegang ved Nato’s ministerrådsmøder og var i strid med tidligere Nato-beslutninger, som socialdemokraterne selv havde været med til at vedtage, da de sad i regering.

Efter Dansk Institut for Internationale Studiers mislykkede og dårligt underbyggede forsøg på at frikende ”fodnotepolitikerne” for at have gjort skade har historieprofessor Bent Jensen slået fast med syvtommersøm i sit tobindsværk ”Ulve, får og vogtere”, at fodnotepolitikken var uhyggelig tæt på at føre til en dansk de facto udmeldelse af Nato-samarbejdet. Og det skortede da heller ikke på advarsler fra vore allierede undervejs.

Selv fremtrædende socialdemokrater som Henrik Sass Larsen har siden taget afstand fra Socialdemokratiets fodnotepolitk. Så det er snarere en historiker som Claus Bryld, der er svær at tage alvorligt.